80’er-julehymne genindspilles af indie-allstar-team

At den kitschede allstar-hymne ‘Do They Know It’s Christmas’ bliver ved med at dukke op på de obligatoriske julealbum år efter år, er sikkert som konfetti til en The Flaming Lips-koncert. Men nu bliver nummeret genindspillet med et lineup, der kan få tænderne til at løbe i vand på selv den mest kræsne indie-fan. Canadiske Fucked Up planlægger nemlig at samle en flok musikere til at genindspille nummeret.

Det vides endnu ikke, hvornår den alternative genindspilning bliver sluppet løs. Men når det sker, kan man se frem til at høre blandt andre Vampire Weekend, Broken Social Scene, No Age, Yo La Tengo, Bob Mould og GZA give den hele armen som velgørenhedskor i bedste 80’er-stil.

Ifølge Fucked Up skal overskuddet gå til en organisation, der arbejder for bedre forhold for hjemlandets oprindelige befolkning: »Den originale indspilning har en slags ridderlig kolonialisme over sig. Vesten skal hjælpe de fattige i den tredje verden. Dem vi vil støtte er et produkt af den koloniale historie. (…) Så der er en ironi i at bruge denne sang«, udtaler forsanger Damian Abraham til New York Entertainment.