Animal Collective 'Fall Be Kind'
»Ny ep!«
»Er det nu en god idé?«
»Udkom nu for dælen«.
»Pheew«.
»Fantastisk!«.
Min indre Animal Collective-dialog har været temmelig skizofren den sidste mÃ¥ned. For jo, man vil da gerne have ny musik fra bandet bag ‘Merriweather Post Pavilion’-mesterværket, men risikoen for ridser i Ã¥rets flotte lak er dermed ogsÃ¥ overhængende. Men afblæs præstationsangsten: Dyrekollektivets fem nye sange pÃ¥ ‘Fall Be Kind’ skuffer ikke. Pheew. De er faktisk rigtig gode. Fantastisk!
Med Avey Tares passende lune »let me begin«-messen starter ‘Graze’ ganske fredsommeligt ep-rejsen pÃ¥ et flyvende tæppe af melankolske tegnefilms-klange. Men som en alternativ Aladdin flyver han pludselig hovedkulds ind i en sample-mur af panfløjter, og sangen eksploderer i kalejdoskopisk tribalpop-extravaganza. The Beach Boys-inspirationen fornægter sig forsat ikke, men bandet formÃ¥r atter at formidle fortiden dybt originalt. Som pÃ¥ ‘What Would I Want? Sky’ med det første Grateful Dead-sample i historien (blot to sekunders opklippet vokal-bid), der her loopes gennem vraltende rytmer og himmelsk kanonsang. Ligesom ‘I Think I Can’s syv minutters svimlende drømmepop bobler man her over i sonisk og melodisk eufori, sÃ¥ tidligere sang-favoritter kommer i fare.
‘Bleed’ og turnélivs-hymnen ‘On a Highway’ er mere intime, dronende sager, hvor Avey Tare pÃ¥ sidstnævnte blidt, men besk halvhvisker »sick from reading, jealous of Noah’s dreaming«, hvorefter Noah (Panda Bear) omfavner ham med flerstemmigt englekor.
Som en lidt mere introvert – men ikke mindre eventyrlig – lillebror til ‘Merriweather…’ er ep’ens 27 minutter med andre ord forbavsende fyldestgørende og særdeles vellykkede. Fall be very kind indeed.
