Interview: Yo La Tengo

De har spillet sammen i 25 år og delt lejlighed i New York endnu længere. Ægteparret Ira og Georgia fejrer i år sølvbryllup som Yo La Tengo, men selvom deres seneste album hedder ‘Popular Songs’, drømmer de ikke om popularitet. »Netop derfor bør man lytte til os«, mener Ira Kaplan.

Trods et kvart århundrede på bagen er den amerikanske trio Yo La Tengo langt fra klar til at overgive sig til kaffekopper og tv-bingo. Trioens to vedblivende medlemmer Ira Kaplan og Georgia Hubley har de senere år haft mere travlt med at indspille end nogensinde før. Og sølvbryllupsåret er ingen undtagelse. Med et af trioens hidtil bedste album, jubilæumsalbummet ‘Popular Songs’, er der anledning til at fejre sig selv med en omfattende turne i USA og Europa. Sanger og guitarist Ira Kaplan har ingen planer om at sætte tempoet ned – tværtimod.

»Det bliver bestemt ikke sværere at finde inspiration til nye sange med alderen, tværtimod, og jeg har konstant en følelse af, at vi ikke har tid nok til at lave al den musik, vi gerne ville«, fortæller Ira Kaplan om de mange sange og soundtrack-projekter, han konstant arbejder på.

Siden Ira og Georgia i 1984 besluttede sig for at være mere end kærester og danne et rockband i slægtskab med deres hjemby New Yorks avantgardistiske støjrock-legender The Velvet Underground, har de udgivet 14 album. Med tiden er støjen runget ud i trioens musik, og i stedet for at sætte feedback på guitaren på ‘Popular Songs’ stritter Yo La Tengo nu lige fra dystre rocksange til en løssluppen udforskning af popmusikken.

»Vi planlægger ikke at lave et album, som går i mange forskellige retninger, det sker bare helt naturligt for os, når vi skriver sange«, fortæller Ira Kaplan og gør en dyd ud af at forklare, at han ikke bekymrer sig for, om han skræmmer sine lyttere væk med et album, der hverken er rendyrket pop eller indierock.

»Indierock? Jeg må ærligt talt sige, at jeg ikke ved, hvad begrebet indierock dækker over. Det er et meningsløs begreb for mig, vi spiller bare musik«, slår Ira Kaplan fast og fortsætter: »Vi spekulerer overhovedet ikke på, om vi vil for meget på én gang. Jeg tror, det er en dårlig idé at spekulere på, hvad lytterne vil synes om musikken. Hvis vi prøvede at undgå at forvirre lytterne, ville vi sikkert bare kede dem med ensformighed i stedet. Det bedste, vi som et band kan gøre, er at lave den musik, vi selv har lyst til at høre«.

Annonce

Derfor bruger Ira Kaplan heller ikke tid på at bekymre sig om, Yo La Tengo kan fange de yngre generationers opmærksomhed. »Lad dem dog lytte til deres egen generations musik«, griner han i stedet på opfordringen til at give Soundvenues læsere en salgstale, der kan få dem ned i den lokale pladebutik og købe Yo La Tengo-plader for lommepengene. Ira er ret ligeglad med, om du køber musikbranchens nyeste opkomlinge eller hans eget bands mere gammeldags musik. Og netop derfor bør du måske lytte til Yo La Tengo, lyder salgstalen alligevel.

»Jamen, vi er som sagt ret ligeglade, og det er mit bedste argument for, at de måske skulle prøve at lytte til os. Der er alt for megen musik derude, som derimod prøver alt for hårdt at få de unge til at købe og lytte«.

Nyder ikke ny musik
Mens Ira Kaplan ikke bekymrer sig om de unge lytteres gunst, har han til gengæld kastet sin kærlighed på de ældre generationers bedste sangskrivere på flere album og ep’er med coversange. Lige fra The Kinks til Daniel Johnston. Nå ja, og selvfølgelig hans egen guru Bob Dylan, som Yo La Tengo blev bedt om at indspille til soundtracket til vennen Todd Haynes’ film ‘I’m Not There’ om rockens største sangskrivers kamp imod rollen som sig selv.

Yo La Tengo indspillede ‘Fourth Time Around’ og ‘I Wanna Be Your Lover’ uden at ville fortolke men i stedet forsøge at efterligne mesteren selv. Ambitiøst, indrømmer Ira Kaplan.

»Men Bob Dylan er en af de kunstnere, som altid har været inspirerende for mig, lige siden jeg første gang begyndte at lytte til hans musik, hvilket er rigtigt mange år siden. Derfor var der ingen grund til at forsøge at skabe noget nyt ud af hans sange, de er allerede perfekte«.

Annonce

Ærefrygt for Bob Dylan og ligeglad med ungdommens gunst. Det er igen svært at undgå at sætte spørgsmålstegn ved Kaplans manglende interesse for nutiden. Og han er da absolut heller ikke ked af at indrømme, at han ikke lytter meget til tidens toner.

»Jeg nyder den bare ikke så meget, som jeg nyder den ældre musik. Så jeg har ikke behov for at skulle følge med, og det har sikkert noget med min alder at gøre«, siger han.

Det er ellers ikke fordi, han burde have svært ved at følge med. Med bopæl kun et stenkast fra rockens metropol New York i bydelen Hoboken lige på den anden side The Hudson River – med »en smuk udsigt over Manhattans skyline« som han siger – har Ira Kaplan adgang til tidens bedste bands lige uden for gadedøren. Da han selv begyndte at spille musik i 80’erne, var Manhattan hovedsædet for den alternative rockmusik med Sonic Youth og Talking Heads som fyrtårne. I dag er det bydelen Brooklyn, som alle unge hippe musikere med respekt for sig selv vil gøre alt for at blive en del af.

Ira Kaplan voksede op i en forstad til New York, hans mangeårige kæreste Georgia Hubley på Manhattan. Alligevel tillægger Kaplan det ikke megen betydning, at han tilfældigvis bor i samme by, som alle musikere siden rockens begyndelse har velfartet til.

»Der er bestemt værre ting, man kan blive kaldt, end et newyorker-band«, morer han sig og griner videre på spørgsmålet, om han stadig opfatter byen som en kreativ musikby.
»Det ved jeg virkelig ikke, det er den da sikkert. Men det kan dine læsere sikkert bedre svare på, end jeg kan«.

Interviewet har tidligere været bragt i Soundvenue #33