Owen Pallett

Canadiske Owen Pallett er excentriker og rollespilsentusiast, og det bærer hans musik præg af. Inden du ruller fordomsfulde tanker om papsværd, tryllestøv og flyvende alfer frem, så skal det siges, at Palletts bruger sin rollespils-interesse til at opbygge et charmende eskapistisk og eventyrligt lydunivers. Pallett er manden bag det særegne musikalske projekt Final Fantasy men må ikke længere benytte navnet, og derfor udgives hans tredje album under eget navn. ‘Heartland’ ligger derfor i forlængelse af de to konceptbårne Final Fantasy-udgivelser men er mere gennemtænkt, skarp og sprudlende.

‘Heartland’ er et pompøst, teatralsk og fascinerende bekendtskab. Allerede fra første nummer stævner musikken ud på en kulørt rejse og udfolder sig nummer for nummer som en historiefortælling om karakteren Lewis. Musikalsk befinder vi os i grænselandet mellem musical og indiepop. Centralt er Palletts blide stemme, som får kyndig opbakning fra et tjekkisk symfoniorkester, og sammen skaber de et rummeligt og levende lydbillede beboet af piano, strygere og blæsere. Det er forfriskende anderledes og har en vitalitet og standhaftighed, som er fascinerende. Især ‘Oh Heartland, Up Yours’, ‘The Great Elsewhere’ og ‘Keep the Dog Quiet’ stikker ud som interessante perler med skæve og indsmigrende kompositioner.

‘Heartland’ er skør og gakket, speciel og besynderlig, men også hamrende imponerende og selvsikkert udført. Konceptet og den teatralske lydside er ikke designet til alle lytteres smagsløg, men de, som bliver forført af Palletts musikalske tosserier, vil uden tvivl føle sig kosteligt belønnet.

Owen Pallett. 'Heartland'. Album. Domino/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af