Gil Scott Heron

»If you gotta pay for things that you’ve done wrong, then I got a big bill comin’ at the end of the day«. Jo, det er sandelig blevet selverkendelsens time for den aldrende jazz- og soulpoet Gil Scott-Heron, der med sit første album i over 14 år leverer et stærkt og gribende comeback til musikken og livet i almindelighed.

For tiden væk fra rampelyset har været hård ved Scott-Heron, der undervejs har overvundet et nedbrydende stofmisbrug, og på ‘I’m New Here’ fremstår han da også markant mindre rebelsk og samfundsindigneret end tidligere. I stedet for de sædvanlige revselser af magtens elite peger pilen denne gang indad, og Scott-Heron hiver fat i sine egne dæmoner. Albummet er således fra ende til anden et selvbiografisk kig tilbage i kalenderen, over et liv der har ført ham fra bunden, til toppen og tilbage igen.

Men også musikalsk er kvantespringet til at få øje på: Væk er de fleste relationer til jazz og soul, og i stedet er kommet et nyt og dystert, elektronisk lydbillede garneret med akustisk guitar og strygere, hvilket skaber et perfekt modspil til de mørke og klaustrofobiske tekster på singleudspillet ‘Me and the Devil’, ‘Where Did the Night Go’ og ‘The Crutch’.

Gil Scott-Heron er tilbage i ny og overraskende storform, hvilket gør ‘I’m New Here’ til et af de senere års mere bemærkelsesværdige comebacks.

Gil Scott Heron. 'I'm New Here'. Album. XL/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af