Nas & Damien Marley 'Distant Relatives'
Nas og yngste Marley-søn forsøger at finde balancen mellem reggae og hiphop på det spændende samarbejde. Håndklap, jungle-kor og kokosnødder får lov at repræsentere rastaerne på et par tracks, mens strygere, klaver-stabs og bastunge beats står for N.Y.-delen af samarbejdet på nogle få fede numre. Resten af albummet lander lige præcis mellem to stole.
Damien Marleys stemme er fyldt med smerte – hæs og indtrængende i sin klagesang over uretfærdigheder, menneskehedens kampe og spirituelle forvisninger. Hvad kunne være mere passende for Nas, der aldrig har forpasset en mulighed for at råbe vagt i gevær, når staten undertrykker, banderne banger, industrien røvrender, eller børnene driller.
Nas’ rap er som altid upÃ¥klagelig, og Jr. Gong bringer dybde og dvælen pÃ¥ vokalsiden. Og nu er jeg ikke ligefrem antropolog, men jeg mener bestemt, at der pludselig sniger sig et afro-kor ind pÃ¥ albummet, hvilket giver et præg af MJ og ‘red-verden’-kendissange, og nÃ¥r kæden samtidig hopper helt af pÃ¥ de overpoppede ‘Count Your Blessings’ og ‘In Your Own Words’, sÃ¥ er jeg ude.
Meget bedre fungerer det pÃ¥ en tung N.Y.-rap-ting som ‘Nah Mean’ og pÃ¥ den feststemte reggae-sag ‘Land of the Promise’, der deler musik med Atmospheres ‘Less One’ – selv om jeg foretrækker sidstnævntes version. Med den fede Ã¥bner ‘As We Enter’ giver det en lille hÃ¥ndfuld gode, en hÃ¥ndfuld ‘so so’ og en hÃ¥ndfuld røvkedelige numre pÃ¥ et album, der mangler et mÃ¥l.
