Nas & Damien Marley

Nas og yngste Marley-søn forsøger at finde balancen mellem reggae og hiphop på det spændende samarbejde. Håndklap, jungle-kor og kokosnødder får lov at repræsentere rastaerne på et par tracks, mens strygere, klaver-stabs og bastunge beats står for N.Y.-delen af samarbejdet på nogle få fede numre. Resten af albummet lander lige præcis mellem to stole.

Damien Marleys stemme er fyldt med smerte – hæs og indtrængende i sin klagesang over uretfærdigheder, menneskehedens kampe og spirituelle forvisninger. Hvad kunne være mere passende for Nas, der aldrig har forpasset en mulighed for at råbe vagt i gevær, når staten undertrykker, banderne banger, industrien røvrender, eller børnene driller.

Nas’ rap er som altid upåklagelig, og Jr. Gong bringer dybde og dvælen på vokalsiden. Og nu er jeg ikke ligefrem antropolog, men jeg mener bestemt, at der pludselig sniger sig et afro-kor ind på albummet, hvilket giver et præg af MJ og ‘red-verden’-kendissange, og når kæden samtidig hopper helt af på de overpoppede ‘Count Your Blessings’ og ‘In Your Own Words’, så er jeg ude.

Meget bedre fungerer det på en tung N.Y.-rap-ting som ‘Nah Mean’ og på den feststemte reggae-sag ‘Land of the Promise’, der deler musik med Atmospheres ‘Less One’ – selv om jeg foretrækker sidstnævntes version. Med den fede åbner ‘As We Enter’ giver det en lille håndfuld gode, en håndfuld ‘so so’ og en håndfuld røvkedelige numre på et album, der mangler et mål.