Eminem

Eminem - Recovery
2 6
Eminem
'Recovery'

Album, Universal

Der er to slags Eminem-numre: De fjollede, hvor ham og den engang så hårde gangsta-rapper Dr. Dre leger med pruttepuder, og så de maniodepressive numre, hvor det regner og tordner, og Marshall Mathers reflekterer over fucked up familieforhold og indre dæmoner til hiphop i mol. Det er så sikkert som haglbyger i juni. Men formlen er sørme justeret på rapperens syvende album ‘Recovery’, der uden sammenligning er hans dårligste til dato.

At rocken atter har sneget sig ind i hiphop-producernes bevidsthed er ikke gået Eminem forbi, hvilket betyder beats, der smager af stadionrock og masser af let distortet guitar – dog aldrig så slemt som det, Lil Wayne røg i fængsel for. Albummets højdepunkt er netop Lil Waynes vers på ‘No Love’, hvor den gnæggende rapper bringer lidt nerve – »Put the dick in their mouth, so I guess it’s fuck what they say« – men duetten kører af sporet til samplingen af Haddaways ‘What Is Love’.

Eminem kan stadig mase imponerende mange rim ind i et par linjer, men selv han kan ikke frifindes for de mange lange tandløse omkvæd, der så pubertært handler om at være ‘So Bad’, ‘Almost Famous’ og ‘Cinderella Man'(?). Gæstevokaler fra Kobe og Rihanna distraherer men fjerner aldrig den dårlige smag i munden, og når pigen, der nægter at komme ud af skabet, Pink, synger på ‘Won’t Back Down’, er det white trash-overload. Ved nærmere eftertanke et ganske godt match – to blonde ex-provoer der ikke ved, hvornår Bakken lukker, men fortsætter med at lave videoer for at kunne klæde sig fjollet ud og råbe af de voksne.

Vi har vænnet os til, at Eminem selv tog opmærksomheden, uden vi spurgte, og selv om han rapper, som gjaldt det livet, til de evig-tunge beats, der altid har komplementeret ham, er vildskaben pist borte, og Eminem efterlades impotent i ligegyldigheden.