Sommermixtape: Under Byen

I løbet af juli måned har vi lokket en række seje danske musikere til at sammensætte et personligt sommermixtape. I dag giver Under Byen deres bud.

Læs andre sommermixtapes her

Morten Svenstrup, Under Byen
»Sommermusik hører som regel sammen med æblejuice og danskvand, hvidvin eller mængder af kølig øl. Her er dog tre numre, som alle tre passer bedre til sommernætter og et lidt langsommere tempo og nogle stærkere drikke og cigaretter med mere«.

Can ‘Vitamin C’
»Det er en smule mærkeligt at vælge et enkelt nummer ud fra denne plade. Det er som om, sangene kræver hinanden for for alvor at blive udfoldet. De er alle fantastisk sexede og langsomme, og den næsten umærkelige overgang mellem dem er udsøgt. Pladen er en tilstand. Dette nummer kan ellers godt sættes på repeat for sig selv og køre en helt nat. I så tilfælde: Sommernat, mani, sex, tørst. Nummeret er tyndt befolket: Kun bas og trommer der svinger underspillet fremad (med en stortrommme der får én til at holde vejret). Guitar, der farver kun lige der, hvor den skal, og orgelsolo, som udsender billeder af sækkepibemarch på syre. Til slut forsvinder nummeret mod kaos i en fløjtehvirvel. Det er dejligt, når numre afslører sig selv som forestillinger. Nummeret kan anbefales til en chai extra strong«.
Lyt til nummeret:

Jordi Savall med Hesperion XXI ‘Makam rast (Murass’a) usul Düyek’
»Denne melodi er den første på en plade, som har været med mig i lang tid, og som altid har haft noget at skulle have sagt – det er tit som om, musikken har en kommentar til ting, der foregår. Den baserer sig på en traditionel tyrkisk melodi, og som har den fantastiske egenskab af at være lang. Jeg elsker lange melodier. Mellemøstlig musik af den mere traditionelle karakter giver tit fantastiske associationer og indeholder billedsprog, som er af en helt anden type end den musik, vi som regel hører her i norden. Jeg synes ligesom at have plads til min egen fantasi, der er plads i musikken, luft. På samme måde som med Can skal pladen også høres i sin helhed. At vælge enkelte numre ud virker forkert. Nummeret kan anbefales til en stor, stærk, krydret kaffe eller en cognac«.

Kodaly ‘Duo for violin og cello op. 7’
»For at fortsætte i de lange, smukke melodier har jeg valgt denne fantastiske duo. Jeg ville give alt for at kunne skrive bare en melodi, der er så smuk som dem, der findes i dette stykke til overflod. I forhold til de andre numre, jeg har valgt, er dette stykke ret opmærksomhedskrævende. Det er meget dynamisk og egner sig ikke særlig godt til baggrundsmusik (selvfølgelig en smule afhængig af hvem der spiller), men hvis man giver det tid og lærer det at kende, er der ufatteligt meget at hente. Stykket bevæger sig i rundt i kringelkroge og når mange steder hen undervejs. Bare vi rockmusikere kunne lære lidt at sådanne stykkers bevægelighed og formmæssige alsidighed. Til dette nummer kunne man godt drikke en blanding af lys rom, lime, mynte og limonade eller god tequila«.
Lyt til nummeret:
 

Sponsoreret indhold
’True Detective’ er endelig tilbage!
Se Mahershala Ali brillere i den nye, intense sæson 3 på HBO Nordic.
HBO Nordic
Advertisement