The Hundred in the Hands

Pop er i den grad blevet credible. For selv om Warp har blødt gevaldigt op for deres elektroniske profil med udgivelser fra blandt andre Grizzly Bear og Maxïmo Park, er Brooklyn-duoen The Hundred in the Hands’ selvbetitlede debut alligevel det mest poppede, der endnu har set dagens lys fra det toneangivende pladeselskab. Makkerparret Eleanore Everdell og Jason Friedman gør sig nemlig i dansabel og eftertænksom discopop, men med en bred musikalsk referenceramme der forsøger at gøre udtrykket så varieret og gennemgående interessant som muligt. En mission der lykkes det meste af vejen.

Albummets omdrejningspunkt og force er uden tvivl Everdells let ophøjede, men samtidig varme vokal, der konstant fungerer i grænselandet mellem modpol og stilistisk tvilling til de kølige beats og de postpunkede guitarer. Det er dog svært at skære hele duoens debut over én kam. Det ene øjeblik er der undertoner af iskold shoegazer, det næste funky 80’er-guitar og ringende hi-hatte, og de mange, men oftest tydelige inspirationer er næsten svære at holde tal på. Det fungerer dog for det meste, som på den svingende åbner ‘Young Aren’t Young’, albummets mest poppede øjeblik, singlen ‘Pigeons’ og den golde ‘Gold Blood’.

Humlen ligger dog i, at duoens higen efter det varierede aldrig helt forplanter sig. Og de forskellige indtryk til trods lyder albummet til tider lidt for ens. I mindre doser er The Hundred in the Hands dog fantastisk, for melodisk rammer de flere gange plet.