Boston Spaceships

Ladies and gentlemen, må vi præsentere indierockens AK-47: Robert Pollard. Djævelsk hurtigt spyttende, banalt simpel, pålidelig som fanden, men også upræcis på alt andet end klos hold. Med flere årlige udgivelser end mange når i en hel karriere, har det forlængst transcenderet arbejdsraseri, det han har gang i. Man skulle næsten tro, at han har en dødsdom hængende over sig, og at han halser afsted for at nå så meget som muligt, før den effektueres – Gud forbyde at det er sandt.

Fraregnet nyligt gendannede Guided By Voices er trioen Boston Spaceships nu hans hovedprojekt. Fjerde album derfra byder på mere af samme gamle skuffe: Ligefremme, prunkløse og hookspækkede powerpop-sange fra reolpladsen mellem The Replacements og The Who, med kryptisk og excentrisk lyrik som kontrast. Der sker ikke en skid i Pollard-land, og ‘Our Cubehouse Still Rocks’ lyder principielt fuldstændigt som et GBV-album fra midt-90’erne.

Kan man affinde sig med det, er der afregning ved kasse 1. ‘The British and the French’ beviser, at han ikke engang behøver to minutter i ringen for at banke en knockout-sejr ud i catchiness hjem. Weezer burde hyre Pollard som ghostwriter, for skæringer som ‘Dunkirk Is Frozen’ og ‘In the Bathroom (Up ½ the Night)’ er, Pollards høje alder til trods, mere blåøjet og friskt end noget, Rivers Cuomo har skrevet længe.

For udenforstående, der savner en angrebsvinkel på Pollards uoverskuelige output, er ‘Our Cubehouse Still Rocks’ et glimrende udgangspunkt. Det er befriende fattigt på de svipsere, der ellers har præget hans grønthøster-agtige oeuvre på det sidste.