Lyt til The Malpractices debutalbum på Soundvenue.com

På mandag albumdebuterer den tidligere I Am Bones-frontmand Johannes Gammelby med sit nye projekt The Malpractice, og som opvarmning kan du streame hele ‘Tectonics’ her på siderne resten af ugen.

Lyt til ‘Tectonics’ her.

Overordnet set har pladen to tekstmæssige omdrejningspunkter: Samfundslede og knas med at forbinde sig med andre folk… Den kroniske afstand. Det er som om, man er underlagt en masse usynlige kræfter, der altid ender med at få skovlen under jeg’et… desværre nok ‘mig’et’ – og der af pladetitlen. Store kontinental-plader af alt muligt der langsomt, men sikkert glider hen over mig. Ting vinder altid over mig. Og det er træls, mildest talt.

Til sagen. Her er lidt småsnak om hver sang.

01. Agitator
»Jeg kan huske, jeg skrev den umiddelbart efter, jeg opløste I Am Bones. Jeg udfordrede mig selv til at undertrykke frem for bare at give los, hvilket nok har været min akilleshæl tidligere. Jeg ville se, hvor langt jeg kunne strække en undertrykkelse af power. Snige af sted. Sangen har et slægtskab med de mere stenede ting på Melvins’ ‘Stoner Witch’-plade, synes jeg. Og så elsker jeg den store guitar-pølse i slutningen. Jeg glæder mig til at spille den live!«

02. Boss Stallion
»Samfundslede. Hey, lad alle os der har fået nok stikke en kæp i hjulet på maskinen! Lad os ødelægge deres dyrebareste ejendom og ressource – vores legemer! Jeg synes, der er et dejligt fatalistisk samspil mellem den kække puls og små-naive melodi og så denne fuldstændigt perfekt åndssvage ide, som desværre synes at være den sidste, reelle måde at sige fra på. For helt ærligt, det går jo ad helvede til ikke? Så tag legemet ud af maskinen og vind en tom sejr, men ikke desto mindre en sejr! Sammen vender vi strømmen! Hmm. En popsang i struktur og dynamik. Det er fint nok, det skal man sgu ikke forklejne. Bøvlet at skrive, bøvlet at indspille. Kenneth måtte spille vers-guitarerne fordi jeg ikke kunne finde ud af det. Vi indspillede vokalerne den aften Danmark sparkede fodbold mod Holland. Fact«.

Annonce

03. Spasm
»Jeg kan rigtig godt lide lyrikken. Den indkapsler et af pladens tematiske omdrejningspunkter: Ensomhed og muren mellem folk. Her tager det form som muren mellem fantasi og virkelighed. Nå men, musikken. Vi ville gerne twiste musikken over i en ‘smadder-æble-plukker-vi-ses-på-Daisy’-stemning. Det lykkedes sgu fint! Jeg elsker, at vi brugte knips i versene i sangen i stedet for snare-slag. De knips sætter lige præcis den rigtige lumre stemning sammen med funkguitaren i, ja, funk-pølsen. Det minder mig mere og mere om Devo det her nummer«.

04. Pop Music
»Det var den første sang, jeg skrev til pladen. Her er fuld power på. Længe var den retningen for, hvor jeg ville have den nye musik henad. Sådan lidt Spleen United, lidt Beta Satan, lidt Lack og lidt mig. Tematisk er vi tilbage ved leden. Fjernsynslede hvor jeg selvretfærdigt slår folk oven i for deres knæfald for alteret, mens de lader sig stopfodre med bedøvende lort som villige, små, beskidte foie gras-gåse. Den er en halv tone lavere end i gamle dage, fordi mit/mine(?) stemmebånd har ændret sig. Fact«.

05. Million Dollar Boy
»Lynskrevet en aften. Det er den eneste sang med rigtige akkorder og uden rytmiske fiksfakserier. Bare straight-up Beatles-Figurines. Når jeg hører den, venter jeg kun på, at vi når hen til de to trommeslag i det stenede verdenskrigs-mellemstykke. Total Melvins. Bum-Bsscchhh! Apropos. Vi tænkte faktisk på at planke trommeintroen fra Nirvanas ‘I Hate Myself and Want to Die’, det der ’dada-damdamdamdamdam’, som intro til hvert vers. Men det blev for heavy, nummeret kunne ikke bære det. Det tyveri må jeg gemme til en anden gang«.

06. We, the Drowned
»Den tog lang tid at skrive. Og jaja, der går lidt Chris Isaac i den, men sådan er det bare. Jeg elsker andenstemmen i omkvædet, de brusende c-stykker og andet vers. Jeg kan huske, at jeg nærmest havde en dialog med skitsen, hvor jeg – det lyder åndssvagt – spurgte: »Hey, hvad har du lyst til, dawg? Hvad er planen?« Den svarede overraskende nok ikke, men det hjalp, for det var jo i grunden spørgsmål til mig selv. Hvad har JEG lyst til der skal ske? Og så gav det sig selv i løbet af en eftermiddag. For helvede hvor var den et stort skrummel. Jeg rettede lyrik, mens jeg var i skole, og mentalt-komponerede guitarer, mens jeg var på arbejde. Lyrisk trækkes der på skuldrene ad ungdommen og især ad… ej, det er en hemmelighed«.

07. Specimen
»Opkaldt efter et sejt Melvins-outtake. Fact. Denne sang var instrumental, indtil lige før jeg skulle indsynge den, hvilket blottede et alvorligt hængeparti, i det alle mine ideer til vokalens udførsel var totalt skudt ved siden af. Jeg gen-komponerede i raseri vokalmelodierne på guitar, hvilket har givet dem et fint skud firkantethed. Outroen er forrygende! Den allersidste akkord består af 15 forskellige toner, der bare siger puf i et dejligt opløsende øjeblik. Min ven Q er pjattet med sangen. Selv sidder alt maset med melodien og lyrikken stadig lidt i kroppen, men jeg kan mærke, at jeg er ved at lære den at kende, og at vi nok skal blive fine venner engang. Min mors puddelhund var i rummet, mens vi optog vokalerne. Fact«.

08. It’s All About Love

»Den kom så let til mig den her en dag. Et par dage efter tog jeg skitsen med i øveren, hvor Q skulle arbejde på Beta Satan-ting. Så rendte jeg frem og tilbage mellem vores køkken, hvor jeg optog demoen, og så øveren, hvor Q sad. Jeg spillede mine små fremskridt for ham. Jeg var flov over, hvor poppet det var i starten, men han syntes, det var helt forrygende, og han blev satme helt rørt til sidst, så måske havde jeg fat i noget. Lyrisk er den sang en hjørnesten for mig. Den betragter min og min nære vennekreds’ erkendelse af, at vores kynisme ikke længere kunne holde. Paraderne falder, vi er sølle, ensomme mennesker, og vi vil have kærlighed. Den står på skuldrene af sommeren ’09, som var fyldt med kærlighed, især i Beta Satan-regi. Derudover er det en hemmelighed, hvad den handler om«.

09. Oh, the Irony
»Dette var vist den anden sang, jeg skrev. Jeg ville bikse mere med det lumre og pulserende. Et anerkendende, respektfuldt nik til Destiny’s Childs ‘Bootylicious’. Sådan en sang ville jeg også lave, selv om det blev noget helt andet i sidste ende. I samme periode lyttede jeg meget til ‘Midnight Boom’-pladen med The Kills. Den plade var længe en referenceramme for os, mens vi optog. Vi spurgte tit os selv: »Hvad ville The Kills have gjort her?« Nuvel, på lyrik-plan er detaljerne også her en hemmelighed, men vi er ovre i noget lummert«.

10. Fault Lines
»Den vanskeligste sang. Vi havde besøg af nogle universitetsstuderende, der ville optage vores kommunikation i ’det kreative rum’, den dag vi tog hul på dette nummer i dets oprindelige form. De optagelser må indeholde en masse jysk banden og svovlen. Det var virkelig en nedslående oplevelse. Efter tre-fire meget forskellige udgaver smed vi alt ud, og jeg måtte starte forfra, hvor de eneste tilbageblevne elementer var samfundslede-tematikken samt det komplekse synth/guitar i den sidste power-pølse. Denne udgave passer meget bedre ind i den nye kontekst, hvor den skrottede udgave nok stod med benene plantet i en svunden tid for mit vedkommende. Den her udgave, synes jeg, er mega fee’. Vi genbrugte mine tremologuitar-spor fra demoen, og så hamrede awesome-Kenneth ellers til den. Fedt – især hvor vokalerne til sidst forsvinder ind under al smadderet. Tectonics, indeed. Og de studerende fik forresten 12 for deres opgave. Den hed: ’Det lyder ad helvedes til, Kenneth. Gør det ikk’?’ Fact«.

11. The Human Condition
»Den her sang bærer den bedste lyrik på pladen. Som den forrige skrevet, mens vi var godt i gang. Et nulpunkt, måske endda et vendepunkt, men vi er i den absolutte kulkælder af resignation og lede. Det er noget skidt. Men der er nok ikke så meget at gøre. Jeg har i hvert fald ikke gennemskuet det endnu. Jeg elsker den nostalgiske timbre, der spiller med på den lyriske opløsning. Det er igen et Melvins-fingeraftryk med den drone, der summer i baggrunden hele tiden. Og så synes jeg, der er nogle melodiske momenter, som er gevaldige, og som går lige i mit hjerte, især i outroen som er lidt Michael Jackson-agtig. Tror jeg synes, det er den bedste sang på pladen. Ciao«.