System

System - B
5 6
System
'B'

Album, Rump/VME

Det er umuligt at skrive dansk elektronisk musiks historie, uden at navnene Thomas Knak, Anders Remmer og Jesper Skaaning vil dukke op et utal af gange. I mere end to årtier har de tre musikere sammen og hver for sig gang på gang gået nye og innovative veje og på den måde både udfordret og inspireret lyttere og kolleger.

Seneste skud på det syntetiske træ er det efterhånden ikke helt nye fællesprojekt System, som de kører sideløbende med deres sublime samarbejde Future 3. Og selv om System nok har taget dubstep til sig, er det stadig de gode gamle Future 3-dyder, som trækker det store læs på albummet med den prunkløse og for de tre underspillede herrer ganske typiske titel ‘B’. Dub, ambient og små nærmest børneagtige melodier fusioneres i deres karakteristiske legende lette udtryk.

De lyder ganske enkelt, som de altid har lydt. For godt nok kan man sagtens høre, når de tre musketerer forsøger sig med nye elektroniske subgenrer, men når dagen er omme, kan de ikke løbe fra deres ganske særegne lyd. Her er ingen trang til blær og lir, men i stedet en nærmest arrogant nonchalance i deres demonstration af hvor elegant det komplekse kan formidles i korte forløb på fire minutter. Kombinationen af det fnuglette, afgrundsdybe og knasende sprøde minder om en musikalsk fem retters menu på en Michelin-restaurant. Det er ganske enkelt klasse af den gode gamle slags.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold