White Denim 'Last Day of Summer'
White Denim laver med ‘Last Day of Summer’ Radiohead-manøvren. Et ‘betal-hvad-du-lyster’-album, men ogsÃ¥ en gang restemad skrabet sammen, indspillet pÃ¥ny og serveret i hÃ¥b om at indbringe de fattige musikere en mønt eller to. Titlen kan sÃ¥ledes tolkes mere kynisk, end den sikkert er ment. For hvornÃ¥r er man om muligt mere broke end sidst pÃ¥ sommeren, nÃ¥r alle spareskillingerne er fyret af pÃ¥ ferie og festival?
Albummets noget tilfældige oprindelse betyder ikke, at det er en usammenhængende rodebunke. Faktisk er det overraskende mere homogent og disciplineret end deres flaksende og stilforvirrede debut fra 2008. Det er et øjebliksportræt af et indierockband, der siden er vokset med musikalske syvmileskridt. Som afslappet snack og appetizer til det kommende, angiveligt allerede færdigindspillede album, holder det bestemt.
Finansieringsmodellen er ikke det eneste, der virker Radiohead-inspireret: Det gør de bedste numre ogsÃ¥. ‘Through Your Windows’ minder med evig vekslen mellem dur- og mol-varianter af samme akkord og dekonstrueret jazzrytmik en del om Oxford-drengenes ‘Dollars and Cents’, mens rent instrumentale stunder som ‘Light Light Light’ og ‘Incaviglia’ ogsÃ¥ grangiveligt lyder som rastløse guitarnørklerier fra Jonny Greenwoods krøllede hjernekiste.
‘Tony Fatti’ kunne nærmest være digtet af Phoenix, hvis de var lidt mere skødesløse. Afslappetheden repeteres pÃ¥ numre som ‘New Coat’ og ‘Champ’, men disse og andre virker mere som dvaskt isoleringsmateriale, der forer tracklisten. I sÃ¥danne situationer er bandets hemmelige vÃ¥ben, James Petrallis sjælfulde røst, utilstrækkelig. Og der er lovlig mange af dem pÃ¥ udspillet, der giver mest mening som den download-godbid, den er.
