Opsamling 2010: Fallulah

Et af årets mest sprælske popalbum stod debutanten Fallulah for med The Black Cat Neighborhood’, der blandt andet blev fulgt op med medrivende koncertoplevelser på Spot og Roskilde Festival. Her afslører hun, hvilke album hun har lyttet mest til i år.

I morgen: Le Gammeltofts 2010-favoritter

I går: Efterklangs 2010-favoritter
Læs alle artikler HER.

Warpaint ‘The Fool’
»Under krigsmalingen gemmer der sig to guitarister, en bassist og en trommeslager – alle kvinder. Jeg var så heldig at spille support for damerne for nylig, og nøj hvor var jeg bange for dem. De besad den her overdrevne afslappede tyggegummi-gnaskende californiske attitude. Too kool for skool. Men da jeg endelig vovede mig til at tale med dem, var de frygtelig søde, og deres liveshow væltede mig virkelig bagover.
Det første der slog mig, var hvor 90’er-agtige de var i både lyd og look, hvilket gav mig associationer til Hole. Men til forskel fra mange nyere bands, der har den der grunge/støjrockede 90’er-ting kørende, som jeg OD’er over meget hurtigt på grund af monotonien og alt for lange støjende guitarstykker, så holder Warpaint mig underholdt og interesseret hele vejen igennem.
Lyden er skarp og blød på samme tid, med numre der består af drømmende luftige vokalharmonier, skønhedsfejl, interessante skift i dynamik og tempo og ikke mindst gode stærke melodier.
De udgav deres debut-ep ‘Exquisite Corpse’ i 2009, som blev fulgt op af deres debutalbum ‘The Fool’ i oktober 2010. Bandet har tilsyneladende eksisteret siden 2004 og haft en del udskiftninger i lineuppet og spenderet årevis i øvelokaler. Finpudsningen har betalt sig, og ‘The Fool’ er et fantastisk helstøbt album. Vil især fremhæve mine personlige favoritter ‘Composure’, ‘Baby’ og ‘Undertow’. Sidstnævnte har fået en del spilletid både på radio og på Soundvenues High 5.
Bonusinfo: Skuespillerinden Shannyn Sossamon var et af de originale medlemmer sammen med sin søster Jeny, der stadig er en del af bandet«.

Lyt til ‘Composure’:

Broken Bells ‘Broken Bells’
»Denne duo, som består af James Mercer og Brian ‘Danger Mouse’ Burton, udgav i år deres dejlige selvbetitlede debutalbum. 37 minutter og 40 sekunders velbehag, simpelthen, med tydelige 60’er-inspirationer uden at blive retro.
Det er især James Mercers’ indtagende lyse vokal og de fængende melodier, der udgør styrkerne i projektet, og ikke så meget de mørkere intellektuelle tekster som på mig ikke virker så personligt investerede. Ikke desto mindre udgør tekst og musik en fin helhed.
Nummeret ‘The Ghost Inside’ har været i top 3 over mit sommersoundtrack i år, og jeg tager det med mig videre ind i 2011. Udover mit personlige favoritnummer vil jeg også gerne fremhæve ‘Vaporize’, ‘The High Road’ og ‘The Mall & Misery’. Om der kommer mere musik fra den travle duo, ved man ikke, men man kan jo håbe «.

Lyt til ‘The Ghost Inside’:

Sleigh Bells ‘Treats’
»Flere klokker! Nej, ikke koklokker. Kan vi begrave den der ‘more cowbell’ snart? Undskyld, sidespor.
Duoen Sleigh Bells består af Derek Miller og eks-skolelærerinden Alexis Krauss. Hvis jeg skulle prøve at beskrive deres stil, så er det hiphop møder rave rock møder M.I.A. Sangene er ofte simpelt bygget op omkring hårde trommer, stikkende forvrængede guitarer og Alexis pigede stemme, som også godt kan råbe igennem.
Når jeg hører deres debutalbum ‘Treats’, får jeg lyst til at slamme tequilashots ned på en snusket bar og danse vildt rundt, og jeg kan ikke engang lide tequila.
Mit yndlingsnummer fra pladen, og som jeg ofte skipper direkte hen til er ‘Infinity Guitars’. Der er en fantastisk energi i det, der med det samme breder sig til kroppen.
Jeg er ikke helt sikkert på, hvad de fortæller i deres tekster, men det virker også som om, de mere er lyde, der passer til musikken, end historiefortælling.Jeg har I hvert fald ikke fanget den dybere mening med dem, hvis den findes. Det vigtigste for mig er den form for ubekymrede vildskab, der er i musik, som en instant coffee for sjælen. Og jeg kan ikke engang lide kaffe«.

Lyt til ‘Infinity Guitars’:


Musikårets vigtigste begivenhed?
»Dybt uoriginalt, men må sige, at det for mig var Roskilde Festival 2010. Det er både, fordi det var første gang, jeg selv spillede der, og jeg stadig får et kæmpe sus i maven, når jeg tænker på at stå og optræde for flere tusinde lalleglade smukke mennesker, men det var også min første Roskilde i årevis, så bare det at genopleve stemningen, og at alle de hersens fantastisk bands er tilgængelige inden for gåafstand, og man kan shoppe rundt som et barn i en slikbutik med carte blanche. Det bliver bare ikke bedre«.

Sponsoreret indhold
Lauryn Hill, Suspekt, Minds, Mø og mange flere
Årets Fredagsrock program er ude – og det er spækket med store, strålende stjerner fra ind- og udland. Se hele den vilde musikplakat her.
Tivoli
Sponsoreret indhold