Joan As Police Woman 'The Deep Field'

»Oh, my lover, won’t you tell me now / All the things that you fear (…) I am ready to hear«, synger Joan Wasser passende, for hvor hun tidligere sang mod sit eget mørke, synger hun nu til os fra et lysere sted. Hør blot hendes staccatosang i ‘The Magic’, der pakket ind i bløde Rhodes-keys gÃ¥r lige i maveskindet.

PÃ¥ albummets første del rammer hun plet i trekanten mellem sort soul, Feist og Lou Reed. ‘Run For Love’ slæber sig sjælfuldt af sted med en intensitet, der hele tiden stiger og falder. Den otte minutter lange ‘Flash’ er rygende sensuel med sit bagtæppe af atmosfæriske lydflader, metallisk klagende bækkener og universer, der Ã¥bner sig. Og ‘Chemmie’ er med karikeret tykt orgel og overdrevet hviskende kor sÃ¥ grim, at man kun kan holde af den. Hvis Nina Simone havde gÃ¥et i læderbukser, ville hun have lydt sÃ¥dan her.

Men Joan Wasser forfalder stadig ind imellem til søvndyssende pop. Albummet slutter fadt, og ‘Human Condition’ med dybt brummekor og en mærkværdigt banal tekst leder tankerne mod vores egen Alberte Winding. Det er lige til en Afrika-indsamling. Og med al respekt for bÃ¥de Alberte og Afrika sÃ¥ er det nok ikke intenderet. Heldigvis er der ganske fÃ¥ af den slags forbiere pÃ¥ et album, der i det store hele er meget selvsikkert udført.