Kaizers Orchestra

Kaizers Orchestra - Violeta Violeta
4 6
Kaizers Orchestra
'Violeta Violeta'

Album, Petroleum/Universal

Meget vand er løbet under broen, siden Kaizers Orchestra betvang Skandinavien og befalede en trancegrebet fanskare at danse ‘Ompa til du dør’ for ti år siden. Det er et forandret band, der nu brøler fjeldabedialekt ud over de norrøne egne. Balkanfascinationen er, som på ‘Maskineri’, tonet ned, fra at udgøre sekstettens dominante og foretrukne smagsgiver til en birolle som småraffinement i deres sorthumoristiske kabaretrock.

Kaizerne er blevet voksen, og tiden er åbenbart moden til at løfte ambitionsniveauet. Det nye album er første bid af en planlagt tragedie i tre dele med et fast persongalleri boende i lyrikken: Den excentriske og psykotiske Beatrice, datteren Violeta og faderen Kenneth, der bortfører Violeta for at undgå, at hun bliver lige så skør som moderen. Man gætter selvfølgelig hurtigt, at hun måske ender sådan alligevel.

Norges musikalske stolthed er blevet et velsmurt popmaskineri. Man kan ærgre sig over ofringen af særpræg til fordel for massetække, men retfærdigvis byder ‘Violeta Violeta’ både på hits i valsetakt i form af singleforløberne ‘Philemon Arthur & the Dung’ og ‘Hjerteknuser’ og et enkelt forrygende skægt pumpeorgel-stampende og fællessangsindpiskende lokomotiv: ‘En for orgelet, en for meg’. Og så stikker ‘Svarta katter & flosshatter’ af i forbløffende retning med et opulent stejlende stryger- og blæserarrangement, der nærmest kunne antyde, hvordan en gut som Thomas Newman ville angribe et James Bond-tema.

Selv med kritiske colaflaskebunde i stellet på anmelderhørebrillerne kan de umiddelbare kvaliteter ikke fornægtes. Frontmand Janove Ottesen er i topform. Om resten af trilogiens delfortællinger, der angiveligt alle er undfanget under en ugelang åbenbarende sangskriver-raptus, han oplevede i 2007, holder niveau, bliver interessant at erfare.