Maggie Björklund
Der er noget stærkt tillokkende over danske Maggie Björklunds stemme. Noget narkotisk forførende faktisk. Som et dunkelt, skæbnesvangert tilbud man ikke kan sige nej til. »Wandering heart / Your heels are following / Soles were swallowing« synges der sågar på ‘Summer Romance’, alt imens højdramatiske, country noir-guitarer, ildevarslende strygere og psykedeliske effekter hvirvler hallucinerende rundt i baggrunden. Afgrundsdybt, ulyksaligt og foruroligende klinger det. Som en dansk nyfortolkning af Lee Hazlewoods udødelige ‘Some Velvet Morning’.
‘Coming Home’ er Maggie Björklunds solodebut. Og her befinder vi os langt ude på støvede, amerikanske landeveje og i tilrøgede saloons. Flere numre trækker stærke veksler på Calexicos cinematiske ørken-country, mens andre bevæger sig inden for et mere traditionsbundent americana-udtryk. Hør for eksempel det førnævnte, fatalt klingende ‘Summer Romance’, det dystert romantiske ‘The Anchor Song’, ‘Insekt’s symfoniske højdramatik eller det smukke, sirenesyngende titelnummer. Men der er også mere afdæmpede, stemningsmættede stunder som den sirligt vævede country-ballade ‘Vildspor’ eller det enkelt udførte instrumentalnummer ‘Frost’. Her når Björklund stærkt fængslende musikalske højder uden at blive ovenud svulstig og uden at træde vande i bedaget effektjageri.
Der er smuttere såsom det visehærgede ‘Intertwined’ samt det fælt lounge-klingende ‘Playground Stars’. Men ‘Coming Home’ er som helhed en elegant affære, der introducerer Maggie Björklund som en glimrende fortolker af den amerikanske country-arv. Uden at plagiere og med kompositorisk egenart.