Jenny Wilson – højtidelige omfavnelser
Det summer. En scene er badet i blåt lys. Musikhusets store sal er fyldt med disciple. Sort/hvide skikkelser svæver hen over scenen og skubber langsomt en rytme igang. Aftens ypperstepræst Jenny Wilson entrerer scenen selvsikkert og modtager et bifald, der kun vokser sig større i løbet af koncerten.
Centeret om et seksmand stort kor, en fløjte, sax, klaver, bas, tromme og marimbas leverer Jenny Wilson allerede fra koncertens start håndspillet inderlighed og åbner op for en følesesmæssig dualisme, der pendler mellem kærlighed og had, sorg og glæde, lykke og ulykke. Som musikalsk ypperstepræst presser Wilson sit band og publikum ind i et storladent totalteater, hvor følernes vold, besynges religiøst med nordisk charme og kulørte, storladne gospelelementer. De pompøse følelser og højtideligheden er anderledes og større, end man umiddelbart er vant til fra Jenny Wilsons side, men kombinationen af Jennys coolness og muren af vellyd er umodståelig og sikrer, at koncerten ikke tipper over og bliver for teatralsk.
Da Jenny Wilson midt i koncerten benovet opdager publikums tranceagtige glæde, skruer hun endnu mere op for charmen, og godt hjulpet af en fantastisk saxofonist og percussionist sendes publikum ud i en sugende musikalsk hypnose, der topper i det sidste ekstranummer, hvor publikum inviteres til fællesdans på scenen. Smilene er mejslet i folks ansigter. Musikhuset er for en stund omdannet til en kirke, hvor Jenny frelser og forsoner gennem sang og musikalske omfavnelser. Svenskeren kan udrette mirakler.
