WhoMadeWho – en fantastisk afslutning

Danseskoene var kridtet, øllene var medbragt og stemningen var løssluppen, da WhoMadeWho lukkede og slukkede Spot Festival lørdag nat i Ridehuset, og den danske globetrotter-trio havde bestemt heller ikke tænkt sig at gå glip af festen.

Med et træfsikkert set bestående af hits som ‘Space For Rent’ og ‘Keep Me In My Plane’ og nye, uptempo numre dikterede de velklædte herrer slagets gang med majestætisk autoritet. Blitzene fra de opstillede festbilleder blinkede i tide og utide. Omkranset af hundredvis af taktfaste rockfingre blev der fistpumpet siddende på skuldrene af hoppende kammerater, imens det elektriske blå lys blev projiceret rundt i det store rum.

WhoMadeWho er garant for denne gode, intense stemning, og man må tage hatten af for, at der på intet tidspunkt af aftenen var tendenser til at hvile på laurbærene, selvom guitarist Jeppe Kjellbergs autopilot fik ham til at slutte et nummer af med at råbe »thank you«, med efterfølgende korrektion på dansk.

At WhoMadeWho er blevet en ældre kan ikke benægtes. Deres tredje, mere melankolske udspil emmer ikke så meget af fest i forhold til tidligere, men alligevel var publikum ganske modtagelige og lod sig rive med ind i et dystert parallelunivers til de gamle sange.

Efter endt koncert brød WhoMadeWho Spot-kutymen og vendte tilbage med et ekstranummer til det ekstatiske publikum. Det morbide, fandenivoldske, hårdtslående, hjemsøgende, satiriske og hamrende dansable cover af ‘Satisfaction’ transformerede det pulserende dansegulv til en moshpit af eufori.

En fantastisk festival fortjener en fantastisk afslutning, og WhoMadeWho beviste præcis, hvordan sådan én skulle skæres.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af