Melting Walkmen

Melting Walkmen - Why Did You Kill All Those Flowers
4 6
Melting Walkmen
'Why Did You Kill All Those Flowers'

Album, Red Tape

Guitarerne vræler kradsbørstigt, trommerne dundrer bastant, ja nærmest apokalyptisk, alt imens en forvrænget synthesizer lægger en foruroligende klangbund, som akkompagnerer forsangerens afgrundsdybe baryton, der synes fanget et sted imellem Ian Curtis’ desperate brummen og Steen Jørgensens profetiske dommedagsrøst.

Danske Melting Walkmen spiller 70’er-gennemsyret punk af den mere klaustrofobiske slags, og deres nye, andet album ’Why Did You Kill All Those Flowers?’ er et dystert udfriende bekendtskab, der på fin vis nyfortolker fortidige mestres bedrifter uden at blive ovenud plagierende.

Selv er de en del af det københavnske Red Tape-kollektiv, der i en årrække har specialiseret sig inden for traditionelt klingende punkmusik, og som genstridigt holder genrens oprindelige D.I.Y.-etos i hævd. »Bureaucratic institutions hinder in some regards the proliferation of art« lyder mottoet. Og det er såmænd også hørbart på Melting Walkmens nye album, hvor det anti-kommercielle og desillusionerede stortrives. Dyrk blot tekstuddragene »Sweet death offers me to God« og »Another day and I don’t really care / I wait for tomorrow, not sure if it’s there«.

Musikalsk opdeles albummet fornemt mellem højenergiske, anarkistiske punkudkrængninger og en mere højstemt, klaustrofobisk sangskrivning. Fremragende eksemplificeret i den spurtende ‘Third Eye’, den viltre ‘Sweet Death’ eller den slæbende, hidsigt temposkiftende ‘All These Girls’ samt ‘Blank Stares’ luftigt propellerende rytmik.

Dermed ikke sagt, at ‘Why Did You Kill All Those Flowers?’ er uden mangler. Indimellem savnes en mere markant løsrivelse fra traditionens lænker, men det ændrer nu ikke stort ved albummets udsøgte genreforståelse. Er man til punk, går man ikke galt i byen med Melting Walkmen.

Annonce