Arcade Fire – kronen på værket
Det kunne ikke være anderledes. Naturligvis skulle de canadiske yndlinge i Arcade Fires første koncert på dansk jord i fire år foregå ude i en af de forstæder, som kollektivet så fabelagtigt (af)romantiserer på deres seneste opus ‘The Suburbs’ fra sidste år. På forhånd kunne man være skeptisk omkring, hvorvidt Ballerup kunne være leveringsdygtig i ordentlige lydforhold, men forstadens Super Arena levede heldigvis fint op til sit navn.
Arcade Fire leverede nemlig noget så eftertrykkeligt varen igennem deres halvanden time lange koncert, der var en sand opvisning i hvordan tidløs rockmusik med masser på hjerte lyder anno 2011. Fra startskuddet gik med den energiske feståbner ‘Ready to Star’ stod det klart, at det sympatiske band er en af de bedst sammenspillede enheder på rockscenen netop nu. Tændte som bare fanden kastede orkesteret, med ægteparret Win Butler og Régine Chassagne i front, den ene intense perle efter den anden ud i synet på de godt 7000 publikummer, der glædeligt labbede godterne i sig.
Foruden deres yderst synlige spilleglæde er en af Arcade Fires største forcer deres imponerende musikalitet. Medlemmerne byttede flittigt instrumenter internt mellem numrene. Dette vidnede om et band med stor appetit på at nyfortolke deres eget materiale. To af de bedste eksempler var, hvordan de mellemamerikanske vibes i den ellers tilbagelænede ‘Haiti’ transformerede sig over i et syret rockinferno i nummerets outro, samt den hvæsende og støjrockede udgave af ‘Month of May’, som gav den lidt vuggende studieudgave seriøst baghjul.
Sveden piblede som sprinklervæske fra Win Butler i ‘Rebellion (Lies)’, mens brormand Will og den rødhårede furie Richard Harris leverede show for skillingen ved at råbe igennem af deres lungers kraft, samtidig med at de gennembankede al den percussion de kunne få fingrene i.
Det er næsten lidt uretfærdigt at fremhæve enkelte numre frem for andre, men blandt de mest gyldne momenter var foruden de to ovennævnte eksempler også den politisk ladede salve ‘Intervention’, som blev dedikeret til den netop afdøde canadiske politiker Jack Layton, fællesskrålen i den gribende ungdomsnostalgiske ‘We Used to Wait’ og den hårdtpumpede ‘Wake Up’, der blev tilegnet de unge ofre for Utøya-tragedien. Afslutningsvis fik vi den Kate Bush-klingende ‘Sprawl II (Mountains Beyound Mountains)’, som nuttede Chassagne lige fik peppet ekstra op med spirrevipdans og leg med et par vimpler, så kronen slutteligt sad solidt fæstnet på toppen af værket.
