John Maus

John Maus - We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves
5 6
John Maus
'We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves'

Album, Upset the Rhythm

Texaneren John Maus har hidtil primært tiltrukket sig opmærksomhed i kraft af sine samarbejder med de prominente alternative gulddrenge Ariel Pink og Panda Bear, men på sit tredje soloudspil demonstrerer Maus formidabelt, hvordan han sagtens selv kan skabe skæve lo-fi-synthpop-perler, der bør give lyttere med hang til udsyrede løjer fråde om mundtøjet.

Særlingens hjerte banker for 80’ernes new wave-scene, hvor svulmende synthflader er den mest dominerende faktor i lydbilledet, men når Maus så kyler knitrende elektronik, sin dybe Ian Curtis-klingende vokal og en god portion humor oveni gryden, munder det udi en lille halv times udefinerbar weirdo-pop af fineste skuffe.

Blandt albummets mange højdepunkter står den langsomt vævende ‘Hey Moon’ centralt, da den midtvejs på albummet fungerer som et smukt brusende afbræk fra de mere kække narrestreger, som der eksempel fyres op for på den pulserende ‘Quantum Leap’ og den fjogede ‘Matter of Fact’, hvorpå der med pubertær kådhed messes »pussy is not at matter of fact«, så det virker som den mest åbenlyse sandhed på denne jord. Ligeledes er der masser af skæv og dyster popsensibilitet på ‘Cop Killer’, der ingenlunde ville være malplaceret som lydspor til en David Lynch-film.

Det er simpelthen uhyggeligt godt det her! Maus’ tredje album er en fremragende skævert, der absolut intet behov har for censur.

Sponsoreret indhold
Hvordan blev »a fat boy from nowhere« en superstjerne?
Kom tæt på en af musikhistoriens største legender i det storslåede drama om Elton John. Læs fem gode grunde til at se ‘Rocketman’ her.
UIP