You Asked: Jonas Bjerre

I sidste uge gav vi dig mulighed for at stille dit bedste spørgsmål til Mew-forsanger, Jonas Bjerre, der er albumaktuel med sit soloalbum ‘Songs and Music from the Movie ‘Skyscraper”. Og nu har han svaret. Læs blandt andet hvilke fem kærlighedssange han foretrækker, hvornår Mew udgiver noget igen, og hvad historien er bag kaninlogoet.

Louise Storegaard: Hvad har været højdepunktet i din karriere?
Jonas: »Jeg synes, der har været så mange, både karrieremæssigt og på et personligt plan. Da vi blev signet til Epic i England og for alvor fik muligheden for at rejse verden rundt. Flere Roskilde koncerter står meget uforglemmeligt i huske-panelet. Koncerter vi har spillet i USA, som på Webster Hall i NYC eller The Henry Fonda Theater i LA. Første gang vi kom til Japan, hele den oplevelse det land er. Apparatjiks udstilling på Neue Nationalgalerie i Berlin. Mit samarbejde med Rune Schjøtt på filmen ‘Skyskraber’«.

Hulda: Hvad var dit første drømmejob? Har du altid drømt om at blive musiker?
Jonas: »Mit første drømmejob var at blive bibliotekar. Jeg var i erhvervspraktik på et bibliotek i 6. klasse, og der var en rar mand, som stod i afdelingen med ungdoms- og børnebøger, og jeg tænkte, at det ville være det bedste, for så kunne man bare læse hele dagen og kun blive afbrudt, når der kom folk og spurgte om råd«.

Liv Seitzberg: Hvilke andre beskæftigelser appellerer til dig udover musikkarrieren?
Jonas: »Jeg elsker at lave mad, men jeg tror det er et meget stressende job at være kok. Jeg har arbejdet en del med visuel kunst, f.eks. Backdrops til Mews live shows og forskellige kunstprojekter, det er også noget, jeg holder meget af«.

helena lütken: Kan vi forvente nyt album fra Mew? Og i så fald, hvornår vil det ske?
Joas: »Det kan du absolut forvente! Jeg ville gerne kunne sige, hvornår det bliver, men det kommer meget an på, hvor længe vi er om det, og det er svært at vide«.

Anna Sæbjørnsen: Hvilke personer kunne du tænke dig at samarbejde med i fremtiden?
Jonas: »Hvis jeg helt frit kunne vælge blev det nok Bo Madsen og Silas Utke Graae. Og så måske Paddy McAloon, sangeren fra Prefab Sprout«.

Lauritskc: Hvornår følte du for første gang, at I – altså Mew – var begyndt at blive et stort navn?
Jonas: »Det er ikke nemt at pinpointe et nøjagtigt tidspunkt. Det var nok især, da vi turnerede rundt i verden for første gang og så, at vi havde et forholdsvis stort publikum, selv steder vi aldrig havde været før, det var en syret oplevelse. Og så må jeg også nævne, da vi spillede på Roskilde Festivalen efter ‘Frengers’ var udkommet, og virkelig kunne mærke, det hele var vokset i mellemtiden«.

Anders Baad Mai: Kunne du finde på at skrive tekster og synge på dansk i fremtiden?
Jonas: »Faktisk har jeg lige medvirket på en sang i et nyt dansk projekt ved navn Grønflammeskoven«.

Jens Grelck: Hvad lytter du selv mest til for tiden?
Jonas: »Nobukazu Takemura, Ghost Society, Jaga Jazzist, Grace Jones, Oh No Ono, Plone, Hooray For Earth, Spleen United, Giorgio Moroder, My Bloody Valentine, The Movies, Steve Reich, John Adams«.

Buster Ask Taudal Andersen: Hvad er dine 5 yndlings kærlighedssange?
Jonas: »Uha, det er svært. Jeg vælger disse fem, men hvis du spurgte mig en anden dag, ville de sikkert være anderledes:

Pixies ‘No.13 Baby’
Julee Cruise ‘The World Spins’
My Bloody Valentine ‘When You Sleep’
Beach Boys ‘God Only Knows’
Bread ‘Everything I Own’«

Mona Kristensen: Er der nogle grundlæggende “temaer” i livet, som du rent kunstnerisk synes at kredse mest om?
Jonas: » Jeg tror, jeg er meget inspireret både af helt universelle ting, som venskab, kærlighed, familie, ensomhed og nostalgi, og af helt unikke specifikke detaljer som er mindre almene, f.eks. et billede fra en drøm eller noget helt simpelt jeg har set, hørt eller læst, som – uden at jeg ved præcis hvorfor – har gjort et indtryk på mig«.

Samuel Benjamin: Hvordan foregår din skriveproces? Både sang og musik?
Jonas: »Det kommer meget an på i hvilken konstellation, og hvad jeg skriver til. I Mew er det en smeltedigel af alles idéer, hvor vi påvirker hinanden enormt meget. Når jeg skriver alene er der jo ingen kommunikation undervejs, og det er en meget anderledes proces. Sommetider er det helt simpelt, en akkordprogression på en akustisk guitar eller ved klaveret, som jeg så synger over, indtil jeg har en melodi, jeg føler er stærk nok til at variere over. Derefter dekonstruerer jeg det sommetider, og omlægger akkompagnementet således at melodien stadig står godt, men har en lidt mere interessant lyd at befinde sig i. Andre gange går jeg mere “opfindsomt” til værks, forsøger at opdage nye metoder, hvormed jeg kan finde på akkordprogressioner og melodier, klipper tingene op, skriver teksten før melodien osv. Eller jeg skriver melodien på et uvant instrument, som f.eks. fløjte, hvorefter jeg forsøger at synge ligesom instrumentet lyder. Det er en rar ting, hvis jeg har en idé til at begynde med, en slags system man placerer tonerne i, som har en eller anden form for symmetri«.

Jesper Karmark: Først tusind tak for alt musik I nogensinde har lavet. Hvad laver dine to legekammerater Bo og Silas for tiden?
Jonas: »Hej Jesper. Jeg er også dig taknemmelig, for at have lyttet! Jeg kan desværre ikke rigtig svare på Silas’ og Bos vegne…men jeg kan fortælle dig at de begge har ganske travlt!«

Jonas Bjarke Jensen: Så vidt jeg ved, er Mew stadig uden nogen bassist som fast medlem. Er det ikke svært at skabe musik, uden at have en basist? Og har fraværet af bassen i skabelsesprocessen konsekvenser for den måde jeres musik lyder på i sidste ende?
Jonas: »Det var helt sikkert en ting vi skulle vænne os til, mens vi skrev ‘No More Stories…’, for det var første gang, vi ikke havde Johan med. Vi fandt dog nye metoder til at kompensere for den manglende bas, det gjaldt om at fordele rollerne, og sommetider indspillede vi en slags “guide” som bestod af eksempelvis akkord-flader, som kun fik lov at blive i mixet, mens melodierne skulle skrives, bagefter blev de fjernet eller omstruktureret. Bo spillede også en hel del bas undervejs. Og I en periode havde vi også Bastian Juel med på bas, så vi kunne få et bedre overblik over, hvordan musikken som helhed ville tage sig ud i sidste ende«.

Amanda Marquardsen: Hvad er historien bag Mew’s lille kanin-logo?
Jonas: »Det er en tegning, jeg engang lavede, jo i virkeligheden en meget meget simpel grafisk figur, som udsprang af sangen ‘Eight Flew Over, One Was Destroyed’. Det var aldrig meningen, det skulle være en kanin, selvom vingerne godt kan ligne ører, i stedet tror jeg, det er en slags ånd. Første gang vi kom til Japan, kaldte folk den ‘Shinda tenshi-deso’ som betyder noget i retning af ‘død engel’, det er nok en meget passende beskrivelse. Siden da har jeg set mange tatoveringer af englen, hvilket må siges at være en stor ære!«

David Victor Rathkjen: Hvad ser vi fra dig i fremtiden?
Jonas: »Fra mig, min tredjedel af Mew, mere musik og visuel kunst. Jeg har en del projekter i gang, men det er for tidligt at sige mere om det«.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold