»Sådan får du 30.000 mennesker til at skride!«
Det er mandag. I sjæl og krop og kalender. Maria med efternavnet Gerhardt griner beskedent af torsdagens debut på Skanderborg Festival, hvor hun spillede i det prominente smørhul mellem L.O.C. og Trentemøller. Hun viser et billede på sin telefon taget oppe fra scenen af den imponerende folkemængde med de berømte bøgetræer i baggrunden, imens hun fniser lidt over at have fået nogle håndklæder med sit eget navn indgraveret. »Så er julegaverne sikret i år!«. To nætter senere spillede hun, da solen stod op over RAW. Og i dag vender kroppen tomlen nedad. Den er træt.
Alligevel har hun indvilget i at mødes på en mandag, selv om det rygtes at være ugens absolutte lavpunkt. Og helbredet er da også mildt sagt skrantende. Hun harker og hoster og undskylder på forhånd. »Det er bare først, når man endelig holder fri, at ens krop reagerer og bliver syg«, lyder det med et skuldertræk over en kop kampdampende grøn te. Senere samme dag smutter hun på en tiltrængt ferie til Island. Væk fra nattearbejde, væk fra kommentarspor på internettet, væk fra København. For Maria Gerhardt er under kunstnernavnet Djuna Barnes en af de få, der har skabt en levevej af noget, rigtig mange drømmer om. Og så er hun ikke bange for at sige, hvad hun mener. Og den slags gør man ikke ustraffet i Danmark.
Alligevel mumler hun lidt, når hun taler. Og de grønne øjne ser trætte ud. Men det er også mandag. Og maskineriet skal lige i gang.
Maria blev født på Amager. Lorteøen der ironisk nok som en af de eneste bydele ikke var underlagt E-coli-forgiftningen af det københavnske drikkevand i august. Her boede hun, indtil moren mødte den mand, Maria i dag omtaler som sin far. Familien flyttede i kollektiv i lillebyen Store Magleby i nærheden af Dragør. Hun var et mere sporty barn, end man måske lige skulle tro. Badminton og fodbold. Tennis og bordtennis. Men når hun ser tilbage, har musikken alligevel altid været der. Som en vej væk. Et sted man kunne søge tilflugt. Noget man kunne begrave sig i. Og måske var det derfor, den endte med at blive hendes levevej. »Alkohol har reddet mange unge mennesker fra sport«, som hun siger med et skævt grin.
Fra U2 til besætter-disco
I takt med at hun blev ældre, begyndte hun indædt at dyrke ét band af gangen. I mange år drejede alting sig om U2. Indtil en anden og mere interessant skikkelse kaprede hendes tanker. Han hed Nick Cave. Siden kastede hun sin kærlighed på postpunken og har i dag hvad hun selv kalder »en rimelig solid samling« af plader med bands som Joy Division, Bauhaus, The Smiths og The Cure. Nogle af de plader har hun aldrig hørt. Men det var vigtigt at have det hele. I hvert fald indtil hun som selvbevidst teenager trådte ind i en mere politisk ladet periode, hvor pengene primært blev brugt på bøger.
Som 18-årig flyttede hun ind i et besat hus i Baldersgade, hvor hun boede sammen med 14 andre. Her var der folkekøkken, slumromantik og politik på dagsordenen. Maria begyndte at læse dansk på universitetet, hvor hun blev hængende i to år, selv om KUA’s dengang lavloftede 70’er-æstetik kunne tage modet fra de fleste i de mørke vintermåneder. Og KUA-festerne var der sandt for ordet ikke meget ved. Så var der mere at komme efter, når kollektivet holdt fest. Og af den ene eller anden grund var det altid bare Maria, der stod for musikken. For når det obligatoriske punkband havde spillet af, og reggaefolket centreret om den spirende Firehouse-klan var færdige med at gøre deres ting, var det nemlig tid til at danse. Og selv om Marias egen pladesamling på det tidspunkt måske ikke var den mest dansable, fik hun hurtigt stablet en solid stak festplader sammen. En samling der bestod af overvejende disco og r’n’b. Musik der gik lige i underlivet og gav folk lyst til at danse. En aften havde kollektivet hyret en dj fra Christiania til at spille. Men hun ville have 500 kroner for det, og det gad de ikke betale. Sådan fik Maria sit første rigtige dj-job. Og det var en succes.
»Det var nok rimelig dårligt, men det fungerede dengang«, forklarer hun. »Det var jo nok, hvad man i dag ville kalde et typisk bryllupssæt. Jeg syntes, det var skide sjovt. Jeg kunne godt lide ideen om at være på arbejde og til fest samtidig. Ellers står man jo bare og flagrer. Det er de der fem minutter, hvor man lige har fået en drink men ikke rigtig ved, hvad man skal gøre af sig selv. Det er en meget fortabt følelse. Som jeg får rigtig nemt. Men da jeg begyndte at spille, kan jeg huske, jeg tænkte »Okay… fedt!«, fordi det netop gjorde, at jeg ikke fik den følelse. Og sådan har jeg det stadig. Også selv om jeg ikke spiller så meget mere… Thank god!«
Fra danskstuderende til rockstjerne
I dag har hun skruet gevaldigt ned for det ugentlige antal af dj-jobs, med det resultat at hun højst spiller to gange. Med magasinet Københavner, hvor hun er den ene af to chefredaktører, har hun fået et job i dagtimerne, og for første gang længe har Maria en døgnrytme, der ligner de fleste andres.
Men i mange år var mandag og tirsdag en slags forlænget weekend. Hvor der blev set film og kværnet sushi, imens resten af verden løb rundt lige uden for vinduerne med mandagsdepressioner og hverdagskvaler.
»Først onsdag begyndte jeg at vågne op. Tog i svømmehallen, drak en smoothie eller hvad ved jeg, og så begyndte det forfra…« Hun holder en lille pause.
»Men det var alt for hårdt. Det er i hvert fald noget, man kun kan klare i et stykke tid. Man er jo både kvinde og følsom. I nogle år var det ret sejt, også fordi det var så anderledes. Og det føltes tit ret rockstjerne-agtigt. Og jeg har altid drømt om at blive rockstjerne. Jeg havde altid en romantisk idé om at se tilbage på mine hårde år. Jeg havde bare glemt at kalkulere med, at de hårde år rent faktisk også lige skulle leves først«. Hun smiler skævt. Men de hårde år blev unægtelig levet.
»Jeg tog det meget alvorligt og øvede mig sindssygt meget. Jeg uddannede mig selv musikalsk og begyndte at gå meget ud«, husker Maria, hvis dj-dannelse bestod af bøger som ‘Last Night a DJ Saved My Life’ og ‘How to DJ Properly’, imens NME blev forkastet til fordel for et blad, der hed Jockey Slut, som hun stadig har alle numrene liggende af den dag i dag. Hun lod KUA sejle sin egen sø og droppede ud af danskstudiet for at lege rockstjerne på fuld tid.
Den anden Djuna
Men først var der navnet. Til at begynde med var det bare DJ Maria. Djuna Barnes-navnet kom fra en lesbisk amerikansk forfatter, der samtidig var modereporter i Vanity Fair og stod bag noget af den helt tidlige new journalism. Med andre ord, Djuna Barnes satte en lidt højere akademisk standard i et dj-miljø, hvor mange navne havde populærkulturelle referencer som Ned Flanders fra The Simpsons, Tom Collins efter en drink og Patrick Bateman efter Brett Easton Ellis’ seriemorder.
»Jeg kom fra uni og havde bare lyst til at gøre noget andet. Og jeg håber da, at folk får lyst til at læse op på den rigtige Djuna Barnes. For hun er kriminelt overset. Modsat mig. Jeg er kriminelt overvurderet!«
I begyndelsen var der dog en generel skepsis omkring, hvorvidt folk overhovedet gad at sige navnet. Men det gad de godt. Og der er stadig nogle af vennerne, der kun kalder hende Djuna. Kjeld Tolstrup kaldte hende heller aldrig andet. Med tiden er Djuna og Maria vokset sammen.
»Det føles unaturligt for mig at omtale mig selv som Djuna, men jeg skriver det, hvis folk, jeg ikke kender, skriver til mig. Bare for ikke at skabe forvirring. Det er jo også bare en mindre referenceramme, for der er jo 100, der hedder Maria«.
Djuna Barnes blev et navn, man kendte til. Sideløbende arbejdede hun i sin venindes genbrugsforretning på Christianshavn, indtil hun begyndte at kunne leve af det. Det er seks eller syv år siden. Grænserne er lidt udtværede. Hun har også svært ved at udpege egentlige højdepunkter fra karrieren, men erkender at det virkelig var et kvalitetsstempel at blive resident dj på Vega, ligesom årene som booker på Jolene var mindeværdige. Og at det var stort for første gang at blive inviteret til udlandet, hvor der bliver festet igennem.
»Det er lidt noget andet end at sidde på en københavnsk beværtning og vente på, at ejeren kommer hen og giver dig et Kinder-æg«.
I natten fandt hun andre ligesindede. Hun mødte Kjeld over en Slits-plade og Carla Cammilla fra Fagget Fairys uden for en homobar, imens Anders Trentemøller første gang spottede Maria på det nu hedengangne Riga i Istedgade, hvor hun spillede ‘Copenhagen’ med Sods på et tidspunkt, hvor »alle andre havde travlt med at spille en masse minimalt fra Berlin og omegn«.
Har aldrig set sig selv som musiker
For Djuna gjorde sin egen ting. Og folk begyndte at lægge mærke til hende. Og da Information i 2005 henvendte sig for at høre, om hun ville være klummeskribent, kunne hendes holdninger tilmed abonneres på, sort på hvidt. For dj’s var ikke længere mørke skygger i natten, som ingen vidste, hvem var. Kjeld Tolstrup havde spillet til kronprinsparrets bryllupsfest, ligesom ethvert dagblad med respekt for sig selv havde haft en feature om den nye bølge af lesbiske dj’s.
»Jeg begyndte at spille i skillelinjen mellem de gamle dj’s, der bare så sig selv som en del af festen, og folk skulle bestemt ikke stå og glo på én, og den nye type dj’s, der har stjernestatus og er i centrum. Og den bryder jeg mig i princippet ikke om«, forklarer Maria. »Den dj-lede der hersker nu, er jo netop sprunget ud af hele den der kultur, hvor dj’en er en stjerne. Samtidig er der en forestilling om, at det er skide nemt, og at alle i princippet kan gøre det, og at det i bund og grund er ligegyldigt. Hvilket jeg selvfølgelig ikke synes det er, for hvis du kan finde ud af at sætte tingene rigtigt sammen, så er det fantastisk for en fest. Til de første fester jeg spillede i det lesbiske miljø, så stod der jo ofte en fængselsbetjent ved siden af en punker ved siden af en skolelærer. Og den ene er måske 18 år, den næste er 20 og den sidste 50. Og du skal gøre dem alle glade, ikke? Det er lidt en kunst. Men kan du først spille der, så kan du spille alle steder«.
Men hvor andre dj’s har udvidet gesjæften med en løbebane som udøvende musiker, har Maria aldrig følt sig tiltrukket af den del af branchen. Faren, der er en habil amatørguitarist, har forgæves forsøgt at lære sin datter at spille guitar, men det skete aldrig rigtig. Hun er flere gange blevet spurgt, om hun ville med i studiet, eller om hun ville have assistance til at producere en eventuel plade. Men det har aldrig sagt hende noget at lave en plade.
»Der findes så meget kedelig og dårlig elektronisk musik, og det ville tage flere år at nå et niveau, der var bare nogenlunde acceptabelt. Jeg ser bare ikke mig selv som musiker«, forklarer hun. For der hvor der virkelig sker noget for hende rent kreativt, er når hun skriver.
Fremtidssikring eller ej?
Det er dog først for nylig, hun for alvor har fået selvtilliden til det. Som 18-årig søgte hun ind på Forfatterskolen, men fik den kontante tilbagemelding, at hendes materiale var ‘indholdsmæssigt for spinkelt’. Hun kan grine af det i dag. Og gør det. Men alligevel blev den siddende i hende de næste mange år. I det skjulte har hun arbejdet på et bogprojekt over flere år, og ikke færre end tre gange i tidens løb har hun lejet sig ind på forskellige kontorer, som hun har betalt i dyre domme for at have som skrivehuler – men aldrig lige fået brugt.
Men så blev ideen om Københavner født. Et magasin for, om og af københavnere som Maria chefredigerer på lige fod med skribent og forfatter Martin Kongstad, der i parentes bemærket var 12 år om at skrive sin første bog, ‘Han danser på sin søns grav’ fra 2009.
»Jeg har aldrig tænkt på at fremtidssikre mig. Men bladet er et rart alternativ til nattelivet, i og med at det foregår i dagtimerne, og der er et fællesskab. At skabe min egen platform og arbejdsplads tiltaler mig meget«.
Ifølge Maria har bladet været en kærkommen mulighed for at kombinere noget, hun elsker, med at være på arbejde. Lidt ligesom dj-jobbet bare med en lidt anden døgnrytme. Men også uden at skulle hjem og skrive på et udefineret bogprojekt med tunge, tunge tømmermænd, hvilket nok heller ikke var den bedste forudsætning for hendes bog, der forbliver ufærdig.
Alligevel har 2011 været lidt af et nybrud. Hun er blevet chef med eget firma og bruger blandt andet sine dj-evner til at kreere lyddesign for modeskabere, forretninger og restauranter. Hun har udarbejdet alternative soundtracks til forskellige projekter for det Det Kongelige Teater, og så kan hun kalde sig chefredaktør for Københavner. Måske har hun alligevel fremtidssikret sig lidt. Selv mener Maria, at hun bare prøver at skærme sig selv fra kedsomhed og gentagelse. Og teenagesortsind.
»Det værste man kan gøre, er at ligge og have ondt af sig selv. Og det har jeg eddermaneme gjort meget«.