Reportage: Iceland Airwaves

Finanskrisen har rusket grundigt i Iceland Airwaves de seneste år. Men selv om der er færre tunge navne på programmet end for fem år siden, så formår festivalen stadig at krydre et hav af islandske bands med nye udenlandske navne som Active Child, SBTRKT og Niki and the Dove og headliners som Beach House og James Murphy. Læs anmeldelser fra de tidligere dage på de næste sider.


Bastung psykedelia

Young Magic, Reykjavik Downtown Hostel, lørdag den 14. oktober, kl. 19.30

Om det var den trange plads i hostel-foyeren – hvor der kun netop var plads til et band-set-up, 40 mennesker, en kande te og et fad muffins – der var årsagen til, at den amerikanske trio kørte store dele af deres bevidsthedsudvidende musiktrip fra et backtrack, var uklart. Men det var helt okay.

Læs ogsÃ¥: Breakin’ Sound: Young Magic

Synthfigurerne og -fladerne blev nemlig akkompagneret live af hamren på drumpads og gulvtammer, små stik på en elektrisk guitar og – vigtigst af alt – den indonesisk fødte Melati Malays messende, drømmende stemme. Hvorfor der ikke tidligere er nogen, der har fundet på at sammensmelte drønende dyb, britisk bas, skramlede beats, der lyder som blev de spillet på tomme flasker og skraldespande, og udknaldet psykedelisk vokal fremstod efter koncerten som en uløselig gåde.

Men Youth Magic er her nu. Og selv om der var et stykke mellem den overlegne single ’You With Air’ og nogle af de trods alt mere anonyme sange i settet, så lovede den koncerten rigtigt godt for næste års debutalbum.




Effektive knaldperler

Veronica Falls, Harpa, lørdag den 14. oktober, kl. 20.50

28 minutter. Og så var det slut. Men Veronica Falls er heller ikke kendt for at fucke rundt med folks tid. Deres debutalbum, som udkommer i næste uge, er fyldt med små twee’ede og ultramelodiøse garageknaldperler med perfekt doseret dissonans og boy/girl-vokaler.

Læs ogsÃ¥: Anmeldelse af Veronica Falls’ debutalbum

Og sangene, med ’Found Love in a Graveyard’ og ’Bad Feeling’ som højdepunkter, blev leveret absolut tro mod albumversionerne af den skotske, men nu London-bosatte, kvartet. Det er indlejret i bandets sørgmodige æstetik, at forestillingen skal virke sløset, men der blev spillet både tight og koncentreret, og harmonierne sad lige i skabet.

Veronica Falls kommer aldrig til at flytte bjerge, men det de gør, gør de forbandet effektivt.




Solskin og harmonier

Treefight For Sunlight, Harpa, lørdag den 14. oktober, kl. 22.30

Treefight For Sunlight gjorde det ikke nemt for sig selv, da de pakkede deres solskinsfyldte, formidable psychpopdebut med flerstemmige harmonier og konstant lod forsangerstafetten skifte mellem gruppens fire medlemmer. Det medførte nogle krampagtige tidlige koncerter. Men på årets Spot Festival viste de fire drenge, at de endelig har fået tæmmet bæstet. Og stemmerne.

Og på udebane i det nye musikhus ved Reykjaviks havnefront fik de lov at nyde det i fulde drag. Ydmyge og taknemmelige for den fyldte sal, men med selvtilliden helt oppe i det røde felt, leverede de overskudsagtige versioner af ’Facing the Sun’, ’What Became of You and I?’ og ’You and the New World’. De smådansede på scenen, udvekslede begejstrede blikke og trykkede den helt i bund i harmonierne.

Og så fik deres trumfkort, den tindrende smukke coverversion af Kate Bush’ ’Wuthering Heights’ med Christian Rohde Lindinger (billedet) på ubesværet og blød falset, et sus til at gå gennem salen. Det var fire minutter, som ingen blandt publikum lige sådan ryster af sig igen.




Festivalens bedste fest

SBTRKT, Nasa, lørdag den 14. oktober, kl. 00.30

Det var nok festivalens højeste skrig. Alle – og jeg mener alle – i Nasas sveddryppende lokale tømte deres lunger i et primalt udbrud, da SBTRKT kickstartede ’Wildfire’s sløve wobble. En af årets bedste singler, og uden tvivl nattens højdepunkt, selv om vi måtte nøjes med Yukimi Naganos vokal og Drakes remix-vers på backtrack.

Læs ogsÃ¥: Anmeldelse af SBTRKT’s debutalbum

Aaron Jerome, der gemmer sig bag SBTRKT og vanen tro denne aften også bag en vederstyggelig stammemaske, havde nemlig kun sin tro sidemand Sampha med på scenen. Han leverede blød soulet vokal, keyboards og, når det gik vildt for sig, agogo-klokke. Selv sad Jerom mest bag et trommesæt helt ude på scenekanten og hamrede løs i et forsøg på at beefe de bas-refererende produktioner ekstra op til dansegulvet.

Og det fungerede. Med oppumpede versioner af ’Hold On’, ’Trials of the Past’ og ’Living Like I Do’ gav SBTRKT måske afkald på noget af den sofistikerede mådeholdenhed fra debutalbummet, men vekslede den til gengæld til festivalens bedste fest.