One-Eyed Mule

One-Eyed Mule - When Tomorrow Comes
5 6
One-Eyed Mule
'When Tomorrow Comes'

Album, Target

I balsalen hos danske One-Eyed Mule danser country og folk arm i arm med americana-rock mod et midnatsblåt bagtæppe vævet af nordisk, melankolsk grundstof og nostalgisk vemod. De er sanghåndværkere, der som gode møbelsnedkere ikke lader sig marionet-binde af traditioner, men bruger dem som afsæt til andet og mere. Det gør de ganske originalt på deres fjerde langspiller.

Tag den (modigt!) rent instrumentale og idylliske albumåbner ‘Hello Morning Rag’, der ligesom titelnummeret serenaderer morgenstunden, den boogie-pumpende ‘The Way You Do Me’ om månen, der spejler sig i havet, den stueorgel-røvballe-krautede ‘Tunnels and Trains’, som er en vellykket genindspilning af et tre år gammelt nummer – eller den forbandet smukke, vuggeviseagtige lukker ‘Anticipation’, hvis tekst er fra 1937 og er et øjebliksbillede af en lille drengs tanker aftenen før han fylder syv.

Skønhedspletterne er få, til at overse og mestendels symptomer på, at den simplicitet og ligefremhed, som udgør rygraden i One-Eyed Mules sangskrivning, en sjælden gang imellem kammer over og bliver en svaghed fremfor en styrke. Føromtalte titelnummer piruetterer eksempelvis et par gange for meget rundt om sine sølle tre akkorder, og ‘What Was I Supposed To Do?’ bliver på samme konto lidt for triviel og repetitiv.

Men i lyset af dette album og 2010-udgivelsen ‘Drifting To A Happy Place’ må der snart være nogen, der får øjnene op for One-Eyed Mule. Jeg tør godt vove pelsen og udråbe dem til en af vores bedst bevarede hemmeligheder og ypperste genreudøvere. Musik til den indre, følsomme bonderøv, der bor i hjertet på mange af os.