
Hvem har vi så her?
Udseendemæssigt kunne hun godt minde om Karen O, men den kun 21-årige multiinstrumentale Elena Tonra behøver ikke kendissøskende for at gøre indtryk. Med sin fortryllende Feist-agtige vokal synger briten om skrøbelig kærlighed, mens hendes kæreste Igor Haefeli leverer det inderlige, akustiske fingerspil til deres eksperimenterende folkmusik. Daughter er ikke kvalmende puttenutteri, men tværtimod hjertenskærende singer/songwriting pakket ind i gåsehudsfremkaldende melodier, som pludselig vokser til vilde, larger-than-life arrangementer, der blæser dig omkuld. Tonras musik sniger sig ind på dig på samme måde, som dengang en vis Justin Vernon udsendte ’For Emma, Forever Ago’.
Lyt til ‘Landfill’:
Hvordan lyder hun?
Daughter synger om hjertesorger så nærværende og ærligt, at du føler, I allerede kender hinanden. Hør bare den bittersmukke ’Landfill’ eller den storladne, Florence and the Machine’ske ’Youth’ fra deres seneste ep ’The Wild Youth’. Har du hang til mere, hvad så med bare at troppe op på de nedtrådte marker på årets Roskilde Festival, hvor Daughter kommer og giver koncert? Og mens du venter, er der heldigvis både den nye ep og duoens første, ‘His Young Heart’, at lade hjertesorgerne flyde ud til.
Lyt til ‘Youth’:
Breakin’ Sound: Daughter
Guide AF ,