iamamiwhoami 'Kin'
Én ting er at bruge internettets muligheder til at sprede sin musik, noget andet er at skabe hele sin kunstneridentitet i cyberspace. Helt tilbage i december 2009 begyndte iamamiwhoami at sprede små mystiske videolip på Youtube og blev hurtigt et viralt fænomen. Måske mest fordi mange troede, at den dengang anonyme sangerinde var The Knifes Karin Dreijer.
Det var det ikke. Og to et halvt år er der nu gået, før bagkvinden, svenske Jonna Lee, er klar med sit electropoppede debutalbum under det tungevridende alias.
Der var dog en grund til, at Karin Dreijer i sin tid poppede op hos nysgerrige lyttere. Lees vokal har samme nordiske klang, og så gør hun sig også i samme let teatralske stemmeudfoldning og til tider skingre tone. Det lyder for det meste forceret, som et middel til at kreere en form for identitet, og så er det altså decideret irriterende, når stemmen kommer helt derop at ringe, hvor det lyder som Minnie Mouse på helium.
Produktionerne bevæger sig i grænselandet mellem ambiente lydflader og synthtung electropop, men er på trods af projektets lange tilblivelse oftest ganske anonyme. Melodisk og tempomæssigt er der faktisk fin afveksling, men treenigheden af en trommemaskine, en kæmpe bunke synthflader og Lees skingre vokal bliver simpelthen for ensformigt i længden.
Der er fine sange, som den rumrejse-associerende ’Idle Talk’ og den L.A.-hiphop-gyngende ’Play’, men det ændrer ikke ved, at iamamiwhoami var en del mere spændende, dengang mystikken og ikke musikken var i fokus.
