Justin Townes Earle – Og hans mange mænd

Justin Townes Earle – Og hans mange mænd
Koncert, 
4 6

Tre mænd er på hver sin måde – for better or worse – en livsnødvendig del af Justin Townes Earles country-sjæl. I et næsten udsolgt Pumpehuset var folk denne aften så heldige at møde alle tre i Earles egen skikkelse. I løbet af et sveddryppende akustisk sæt med forsangeren på westernguitar kun flankeret af kontrabas og leadguitar, spillede de tre sig igennem nye såvel som gamle sange med overbevisende charme.

Den første mand går på scenen med Earle – eller nærmere som en del af ham. For med et blegt og usundt ydre der mest af alt består af arme og ben, fedtet hår og tatoveringer, kan han umuligt flygte fra den tunge arv, der står skrevet i hans mellemnavn. Både i udseende, inderlighed og croon er Earle en nulevende personificering af den ukronede countrykonge Townes van Zandt. Og præcis som ham, hædrer også Earle countryen, når den bliver til blues, som i Lightenin’ Hopkins-coveret ’ My Starter Won´t Start’, som er en af aftenens gedigne perler.

Helten er aftenens anden gæst. Earle beder – præcis som mange andre stor americana- og countrymusikere – til Woody Guthrie som den ubestridte afgud. Den kække sang ’Wanderin’ er skrevet med helten Woody in mind fortæller Earle, og opfører en intens soloversion.

Før aftenen er omme dukker også den tredje mand frem – skurken. Flere gange har han tittet frem, men med sangen ’Mama’s Eyes’ bliver det klart at ødipuskomplekset lever i bedste velgående hos den 30-årige sanger. Far og countrystjerne Steve er og bliver den altoverskyggende inspirationskilde til Earles egen blues

Aftenen i selskab med Earle, og hans mange mænd, når på halvanden time både at toppe med ’Harlem River Blues’ og dø ud med et par uinspirerede ekstranumre. Det lyriske overskud, nærheden og et imponerende bagkatalog rundt i alle countryens kroge, gør dog aftenen mindeværdig og i særdeleshed unik.

Connect with Facebook

LOG IND MED FACEBOOK