Kendrick Lamar – selvsikker publikumsfavorit
Kendrick Lamars diskografi består bare af sidste års independent-album ‘Section 80’ og en håndfuld mixtapes, men lørdag aften i Pumpehuset kunne man godt have troet, at det var en af hiphoppens absolut største stjerner, der optrådte: Hvert nummer blev modtaget med vild begejstring, og hver gang Lamar så lidt som antydede, at han ville løfte mikrofonen ud mod salen, skrålede alle og enhver med. Der var tydeligvis ekstremt meget velvilje blandt publikum. Det var til gengæld også heldigt, for rent teknisk var koncerten på ingen måde en ubetinget succes.
Amerikanerens vokal er en melodisk hybrid af rap og sang, og han har et ekstremt godt øre for melodier og omkvæd. Disse måtte man dog enten høre fra et bånd eller fra publikums korsang, og som Kendrick selv grinende sagde fra scenen: »Ya’ll motherfuckers can’t sing at all«. Det viste sig nemlig, at Compton-rapperens vokal ikke kan bære meget mere end en skygge af studiets vokalfleksibilitet over på scenen. Heldigvis var publikum villige til at hjælpe, og det er ikke hver dag, at man hører flere hundrede københavnere synge »Pussy and Patron make me feel alright«.
Læs også: Kendrick lamar rapper med Dr. Dre
Lamars musik pendler mellem den mere eftertænksomme backpack-rap og vestkyst-gangsta, og det var klart sidstnævnte, der overvejende dominerede i Pumpehuset. Men det var der vel næppe nogen der klagede over, da den solbrillebeklædte Kendrick tordnede omkvædet fra ‘Michael Jordan’ udover den glohede sal: »I’m too much for these niggas / and three much for these hoes«.
Den lidt skuffende vokal opvejedes i sidste ende i høj grad af rapperens energiske tilstedeværelse og, ja, publikums helt overvældende entusiasme.