»En nyklassiker inden for homofilmen« – se ’God’s Own Country’ på C More

Thomas Fleurquin: Professionel mod sin vilje


Foto: Peter Gant/Distortion

Fra morgenfest på et enkelt værtshus til regnbuefarvet gadehysteri – og måske tilbage igen? Vi tog en snak med bagmanden, Thomas Fleurquin, om Distortions historie fra 1998 til i dag.

Hvad var ambitionen, da I startede ud i 1998?
»Jeg havde det sindssyge storhedsvanvid at sige, at Distortion skulle være hele Københavns nattelivsfest. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg snakkede om; jeg gjorde det bare. Dengang varede rejsen kun én nat: En forfest, en fest på natklub og en morgen på værtshus. Men jeg ramte et godt tidspunkt, hvor Københavns natteliv faktisk betød noget. Nu er vi også blevet en hyldest til gadelivet, og det kom også langsomt af sig selv år efter år. Ind til 2004 var der ikke noget gadeliv til festerne ud over receptioner og middage, inden vi skulle på natklub. En sjov detalje er, at der gik mange år, før vi overhovedet havde en international booking. Fra 2000-2002 var min helt ærlige og lidt naive entusiasme for Københavns natteliv så stor, at jeg syntes, det var fantastisk at have en dj som Kjeld Tolstrup. Den første internationale booking var i 2003, og det lyder næsten surrealistisk nu, at der gik fire år, før jeg overhovedet fik lyst til det. Der begyndte mine øjne at åbne sig for mere end bare København«.

Har dit forhold til byen ændret sig siden dengang?
»Jeg er blevet mindre entusiastisk omkring København, men jeg synes stadig, at det er en unik by. Jeg føler ikke, at der er det community af mennesker, som jeg var en del af dengang; det er blevet mere spredt. I den generation fra 1998 til omkring 2004, der endte med Nat & Dag (københavnsk kulturmagasin, red.), følte man virkelig, at der var en gruppe mennesker, der mødtes hele tiden. Men jeg ved ikke, om jeg savner den, for på en måde er den indspist og ligegyldig, så jeg er ikke nostalgisk omkring det. Det er meget federe, at der ikke er de samme folk overalt«.

Sponsoreret indhold
En præst, en gangster og en kultleder går ind på et hotel
… og deres mørke, mystiske hemmeligheder smuldrer i den stjernespækkede thriller ‘Bad Times at the El Royale’. Find spilletider og billetter her.
Nordisk Film

Læs også: Se billeder fra Distortion i Indre By

Føler du selv, at du tilhører en klike?
»Nej, men i dag har jeg måske min egen klike af Distortion-folk«.

Hvad havde det af praktiske konsekvenser for dig, at I blev, med egne ord, semi-professionelle i 2008?
»Jeg har det lidt svært med, at vi skal være professionelle og ikke udtale os om hvad som helst når som helst, for der har gennem alle årene været en impulsiv ‘just do it’-stemning. Men de sidste 1-2 år kunne jeg mærke, at vi måtte planlægge tingene ordentligt. Der kom så mange folk, som havde en naturlig forventning om, at Distortion er en reel organisation med en struktur, og at vi tager ansvar for de ting, vi laver. For alle de folk, der kender Distortion fra gamle dage, handler det om at kaste ting sammen og ikke forvente noget fra organisationen. Men dem, der ikke kender os, forventer alt muligt, så det er lidt problematisk. Men der er ikke andet at gøre end at mande op: vi skal være mange flere til at gøre tingene og blive professionelle mod vores vilje«.

Hvad kan du bedst lide ved Distortion i dag, som ikke var der i starten?
»Vi deler glæden med flere mennesker, og det har altid været idéen. Det, jeg til gengæld bedre kunne lide dengang, var, at jeg kunne være med i det hele og selv beslutte, hvor og hvornår tingene skulle gøres. Jeg tager meget rundt og prøver at have indflydelse på festen, men nu er jeg bare en mand blandt 100.000, så jeg kan ikke lede tropperne som før«.

Læs også: Guide: 15 musikoplevelser du ikke må misse under Distortion

Hvad har været dit yndlingsår?
»Jeg har ikke noget yndlingsår, men i 2004 havde vi en helt fantastisk forfest med to busser og to både, som jeg aldrig glemmer. Så var der også vores Final Party i 2008, som var meget sindssygt; det er nogle af mine bedste minder. Til gengæld var 2005 et nederen år, fordi vi satsede alt for meget, og der kom ikke nok folk til vores afslutningsfest«.

Hvorfor har folk så travlt med at diskutere, om Distortion er blevet mere eller mindre kommerciel?
»Det der undergrund og mainstream er bare folk, der snakker, uden at vide, hvad de snakker om; vi har aldrig prøvet at være nogen af delene. Vi laver det, vi altid har lavet: Præsenterer musik, som vi synes er fedt, og holder nogle fester, som vi synes er sjove. Om der kommer mange mennesker, gør ingen forskel. Stemningen er stadig sindssyg«.

Advertisement