ASAP Rocky – megaloman hashoman

20 minutter før koncertstart begyndte »A-SAP«-råbene at brede sig, og da amerikansk raps nye gulddreng indtog scenen, var de vokset til stormstyrke. Hovedpersonen var ikke sen til at gribe opfordringen, der blev gentaget kommanderende mellem hvert nummer hele koncerten igennem med den subtile tilføjelse »A to the motherfucking SAP«.

Hvor en stor del af attraktionen på hans forrygende mixtape ’LiveLoveA$AP’ er de innovative produktioner med narkotisk dryppende ’chopped and screw’-effekter, skærer ASAP Rocky ind til benet live. Bassen fik et hak op, motormunden svovlede over med street-lingo, og opfordringerne til at feste igennem og smide fem svin i vejret blev gentaget til bevidstløshed.

Læs også: Publikumsreaktioner fra ASAP Rocky på Roskilde

I godt og vel en halv time holdt en hyperenergisk og storskrydende Rocky festen i stram snor sammen med sin mc-wingman og dj, og især den sublimt slæbende ’Wassup’, ’Bass’ og ’Goldie’ (årets single ifølge konferencier Per V) fik Cosmopol til at eksplodere i tøris, hashtåger og nikkende nakker.

Men så hoppede den selvudnævnte ’pretty motherfucker’ i fotograven, og i et kvarters tid måtte vi nøjes med autopilot og backtracks, mens co-rapperen satte sig ned og tog en slapper, Rocky håndplukkede damer til efterfesten – og intensiteten langsomt, men sikkert forsvandt.

Læs også: Street Style på Roskilde Festival

Det var anarkistisk opløsning af koncertformatet. Men det var også noget rod. Også selv om et stærkt acapella-indslag i den afsluttende ’Out of This World’ næsten fik samlet stumperne til en anstændig afrunding.

Koncert. Cosmopol, Roskilde Festival.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af