Foto: Victor Lausten
KOMMENTAR Roskilde Festivals eksistens og mission om at flytte grænser, inden for vores måde at lytte til musk og være sammen på, er lidt af et mirakel i et lille land som Danmark.
»Jeg har en idé. Lad os starte en musikfestival pÃ¥ en mark i Roskilde. Lad os primært booke ny, grænsesøgende musik, som de færreste kender. Lad os budgettere med 75.000 gæster, der lægger næsten 2.000 kroner for billetten, og lad os forvente, at de stÃ¥r i ekstatisk kø for at slÃ¥ deres telte op, fem dage inden vi overhovedet skruer op for lyden pÃ¥ de store scener«.
Nej, vel? Det er ikke altså ikke et elevator-pitch, der ville få mange investorer til at logge hurtigt ind i deres netbank og skyde penge i foretagendet. Faktisk lyder det som det rene galskab.
Men Roskilde Festival er også lidt af et mirakel. Vi er bare så forvænte, at vi nemt glemmer det. I et lille land som Danmark, hvor vi hele tiden får at vide, at det er så svært at finde publikum til udfordrende kulturarrangementer, at statsstøtte nærmest er et must, er det enestående, at festivalen i år kan tillade sig at diske op med en plakat, hvor den almindelige gæst havde alvorligt svært ved at genkende mere end håndfuld kunstnere udover de absolutte hovednavne. Og så alligevel melde udsolgt.
Men tilliden fra publikum er heldigvis fortjent stor til, at Roskilde Festival leverer den der unikke ud-af-kroppen friheds- og fællesskabsoplevelse, som man kan leve videre på langt ind i efterårets grå måneder. At en uge i Smatten giver dig oplevelser ikke kun med musikken, men med film, kunst, performance, poesi og, nå ja, nøgenløb gennem mudderet. Roskilde Festival ved nemlig, at de skal give særligt deres debuterende gæster en flerdimensionel oplevelse, som man ikke kan få på festferier med Ung Rejs, eller ved at købe en kasse sprut, en ghettoblaster og slå et telt op på den lokale campingplads.
Og endnu vigtigere, så blæser word-of-mouth-effekten gennem landet med orkanstyrke. Hvor mange festivalgæster har du talt med, der ikke graver de mest sentimentalt bevingede ord frem og kniber en salt tåre, når de taler om deres sidste tur på Dyrskuepladsen?
Med en mission om at være en kulturbærende bølgebryder, der skal minde os alle om, at der findes anden musik, end den der bliver spillet i radioen, og en mere omfavnende og fri måde at være sammen på, end den man kender fra dagligdagens natteliv, har Roskilde Festival lagt den helt rigtige linje.
Og så er der musikprogrammet, der skal finde den svære balance imellem store kvalitetsnavne til den enorme Orange Scene og en horde af nyere og gerne mere eksperimenterende bookings til de seks mindre scener.
I år lykkedes det på helt fænomenal vis at booke en stribe vægtige hovednavne, der trods mange år på bagen, stadig kunne levere ekstatiske, vitale og samlende monsterkoncerter for et kæmpe publikum. The Cure, Jack White og en komplet overlegen Bruce Springsteeen viste med stor autoritet, at en rockhistorisk lektion kan give mening for et yngre publikum, hvis kunstnerne selv tror på og stadig arbejder for deres relevans. The Cult og Dr. John viste i parentes det modsatte. Men den slags kvalitetsnavne er der efterhånden få af derude, og så heldig kan man ikke være hvert år (specielt ikke, hvis man ikke i højere grad lukker hiphop, klubscenen og måske endda popmusikken ind under den store orange dug).
Læs også: Hele vores dækning af Roskilde Festival
Festivalens fremtid ligger derfor utvivlsomt på de mindre scener, hvor publikum igen i år viste en enorm velvillighed til at give ny musik en chance. Plakaten bød i år på færre must-see-koncerter, end vi er vant til blandt de mindre navne, men vores anmelderhold blev alligevel voldsomt begejstret af blandt andet Cold Specks dystre soul, Django Djangos instrumentgøgleri, Shlohmos elektroniske genreanarki, Big K.R.I.T.’s klassiske hiphop, Daughters bedrøvede godnatsange, tUnE-yArDs’ legesyge loop-pedaler og Klumben & Raske Penges episke dancehall-fest. De kan være svært at spotte på plakaten, men guldklumperne blev igen år spredt med gavmild hånd.
Jeg har en idé. Lad os holde et øjebliks stilhed af respekt og taknemmelighed for det mirakel, som Roskilde Festival stadig er. Og lad os håbe at festivalen trods snæversynet kritik holder fast i sin bølgebryder-mission.
Det lyder faktisk ikke som den rene galskab, gør det?
