JJ Doom

I 2004 var DOOM på alles læber efter ‘Madvillainy’, det nu klassiske fællesalbum med produceren Madlib. Året efter kom ‘The Mouse and the Mask’ med Danger Mouse, der cementerede newyorkerens status som den mest fremtrædende og produktive eksperimenterende undergrundsrapper. Men så forsvandt han. Han sendte dobbeltgængere til koncerter og lovede projekter, der udeblev. Da ‘Born Like This’ endelig kom i 2009, var begejstring blandet med en mild skuffelse. Så hvordan lyder et DOOM-samarbejdsalbum i 2012? Frem for alt kompromisløst.

Jneiro Jarel (deraf ‘JJ’) ignorerer de østkystrødder og Dilla-trommer, der selv i DOOM’s mest udsvævende eksperimenter har været et slags fundament. ‘Banished’ jager af sted, så den karakteristiske muddermundsvokal knapt kan følge med, mens ‘Bite the Thong’ overrasker med uregelmæssige trommer og rumskibsblippende lyde. Man bliver overrumplet. Og lidt forpustet.

Læs anmeldelse: DOOM ‘Unexpected Guests’

For selv om albummet nægter at følge forventningerne, virker udtrykket ikke som rapperens naturlige habitat. Jarels beats – hvis elektroniske tilgang til hiphop ligner det udtryk, som Flying Lotus’ Brainfeeder-pladeselskab kultiverer – indsnævrer delvist rapperens mørkt-mumlende vokal: Der er så at sige ikke plads til, at de frit associerende dobbeltrim kan svæve.

‘Guv’nor’ og ‘Winter Blues’ er albummets bedste numre, også fordi de afbryder den hektiske fremdrift. DOOM lyder selvsikker og overlegen, når han ikke behøver at jage uforudsigelige trommer og hektiske keyboardlyde. Så kommer de karakteristiske oneliners frem: »Remember, it’s just a game / Keep your helmet on, numbskull«.

Men albummet bliver bedre ved hver gennemlytning, også fordi de uortodokse produktioner gør det sværere at finde DOOM’s guldkorn. Ikke decideret vellykket, men alligevel mærkeligt tiltrækkende.