Mogwai – habilt, men saboteret åndemaneri
Mogwais gig var et af de mere velbesøgte denne sidste aften på Way Out West. Efter storskuffende aflysninger af ung såvel som gammel, soulkometen Frank Ocean og jazz-koryfæet Ornette Coleman, var det rart at indfinde sig til en koncert, som trygt cementerede Mogwais klippestabile ry som et solidt liveband.
Den skotske guitar-armé gav et præcis timelangt set fornemt balanceret mellem skæringer fra deres seneste album ‘Hardcore Will Never Die, But You Will’ – med den krautrockende, underskønne og upbeate ‘How To Be A Werewolf’ som et tidligt højdepunkt – og så rigelige pluk fra resten af deres lange bandliv. Mogwai er i sandhed sammenbidte, seksstrengede åndemanere, der kan besjæle selv et charmeforladt og uudsmykket telt i slagtehals-størrelse som Linné med skønhedssøgende instrumentale spøgelser.
Udover fåmælte taksigelser til publikum fra den skaldede guitarist Stuart Braithwaithe, der i bandets mangel af en egentlig frontmand gav den som en sådan, og det ømskindede og smukke, poppede højdepunkt ‘Hunted by a Freak’ med tangentspilleren Barry Burns på talkbox-vokaler, var det en ordknap flok skotter, der spillede sig igennem aftenens ni langstrakte numre – pligtskyldigt og indiskutabelt habilt, men måske også pletvist lidt tamt.
Læs live-anmeldelse: Blur på Way Out West
Lyden var oftest fremragende og niveauet overraskende civilt i lyset af det ry, bandet har som legendariske støjterrorister, der i deres spæde karrierevår fik ører til at bløde Storbritannien over. Det bringer mig også til et par i en lang række pinlige skuffelser fra arrangørens side – to som i denne sammenhæng bør kommenteres: Man havde valgt at placere en indhegning med ølservering langs Linnés ene langside, mens den anden var åben ud mod Flamingo og Azalea – de to open air-scener. Førstnævnte vendte heldigvis i den modsatte retning, men Miike Snow havde gang i en øredøvende og baspumpende svensk folkefest på Azalea badus samtidig. Sammen med højlydt knævren fra den ølbællende publik bag hegnet føltes Mogwais koncert lydmæssigt som en lus mellem to negle – ikke blot i de hvisketyste momenter i bandets vidtspændende og dynamiske univers, hvor lydmanden afgjort burde have kompenseret, så man kunne høre, hvad der foregik på scenen gennem baggrundsstøjen, men fandme også selv i de mest intense, knitrende støjpassager, som for eksempel i ‘Mogwai Fear Satan’ og ‘We’re No Here’ mod koncertens slutning!
Det spolerede faktisk koncertens slutning så eftertrykkeligt, at Mogwai fortjener en uforbeholden undskyldning for at skulle yde under så skandaløse forhold. Respekt for gennemførslen, men totaloplevelsen og karakteren halter derefter.