Schoolboy Q 'Habits & Contradictions'
»ADHD? Fuck that / Let’s bake coke and cook crack,« rapper Schoolboy Q pÃ¥ ’Nightmare on Figg St.’ med henvisning til Black Hippy-medmedlemmet Kendrick Lamars samtidsanalyserende ‘ADHD’-nummer. Lamar er klikens superstjerne, men Q gør ham rangen alvorlig stridig pÃ¥ sit andet album. Han viser sig som en mere rÃ¥ og kantet rapper, der, pÃ¥ trods af eftertænksome stunder, er langt fra Lamars bredspektrede emner.
Albummet bindes sammen af California-rapperens karisma og distinkte personlighed, for både lyd- og tekstunivers stritter i mange retninger. Beatsene er alt fra elektronisk-hoppende dansebeats (’Sexting’, ’Druggy Wit Hoes Again’) over ondskabsfuld, næsten Mobb Deep’sk gyserrap (’Oxy Music’, ’Raymond 1969’) til soullyd, som hos Kendrick Lamar (’Blessed’).
Læs også: Halvårets bedste album top 20-11
PÃ¥ de mere dystre numre, især ‘Oxy Music’, lyder Schoolboy mere som en Queensbridge-gadedreng end en solskinsbadet californier. Men Black Hippy-medlemmet har et overskud og en galskab, der forbyder sammenligninger med ultra-alvorlig ghettorap: Schoolboys rÃ¥ og upolerede stil har mere tilfælles med Redman og Method Mans lyriske eskapader. Men i modsætning til eksmpelvis Odd Futures teenagefjollerier skinner en seriøs undertone altid igennem. Under de øverste lag af lir ligger et meget personligt og Ã¥bent album.
Der er mange højdepunkter. PÃ¥ Ã¥bningsnummeret ‘Sacrilegious’ halvsynger Q om selvmodsigelsen i en frelsesøgende morder. Det efterfølges af triumferende selvhyldest pÃ¥ ‘There He Go’ med Schoolboy i frit-associerende lyrisk bersærkergang – hans stemme er hele tiden ved at knække over af begejstring over egne evner. Herfra er Ã¥rets indtil videre bedste hiphopplade en tilsyneladende uudtømmelig guldmine, hvor hver gennemlytning giver et nyt favoritnummer eller -linje.
