Sekuoia 'Faces'
Sekuoia er et stort navn, til et projekt der i den grad handler om minimalisme. Med sine fine kompositioner på grænsen mellem akustisk og elektronisk vellyd, sendte Patrick Alexander Bech-Madsen sidste år sin første udgivelse på gaden, og selv om resultatet var behageligt, havde det en tydelig eftersmag af Mount Kimbie.
Denne gang bruger lydbilledet mindre guitar og mere percussion. Sekuoia skruer tempoet ned, og i stedet for at lade melodilinjerne styre, sætter han en grynet percussion øverst pÃ¥ dagsordenen. Mens guitaren stadig spøger pÃ¥ ‘Dissapear,’ er det dog tydeligt at høre, at kompositionerne er stærkere, nÃ¥r Sekuoia tager flere chancer med instrumenteringen. Den balance rammer han fremragende pÃ¥ ‘Like I Wasn’t There’, men her som pÃ¥ resten af ep’en er fundamentet dog ogsÃ¥ for sparsomt til, at de meget minimalistiske værker kan stÃ¥ pÃ¥ egne ben. I sin søgen efter det spinkle, ender Sekuoia lidt for ofte med at introducere en god idé blot for at lade den svæve hen uden nogen retning.
Læs anmeldelse: Sekuoia ‘Trips’
Det er svært at have andet imod projektet end det faktum, at lyden – –selv om den til en hvis grad er Bech-Madsens egen – lægger sig tæt op ad forbillederne. Hvor ‘Trips’ lovede godt for en kunstner med produktionstalenterne i orden og originaliteten pÃ¥ vej, er det dog mere bekymrende, at ‘Faces’ i næsten ligesÃ¥ høj grad lÃ¥ner inspiration fra idolerne. Resultatet er stadig fængende, men uanset potentialet er det svært at se, hvor der skal være plads til Sekuoia, hvis Bech-Madsen ikke træder sine egne fodspor.
Ep’en er oprindeligt en del af en dobbeltudgivelse med Rain Dog.
