Tako Lako 'Through the Mud'

»Call us wasted / we’re in the back / trying our best to stay sane / a pity we can’t sing in ways that make them smile« lyder det første, ømme vers pÃ¥ ‘The Rest of Us’ fra Tako Lakos debutalbum. Omkvædet uddyber: »The way we play / makes them lose sight and pray / we’ll sway in pain / make them think we’re insane«.

Jo, det lader til at have været hÃ¥rdt at ankomme til Tako Lakos første langspiller efter ep’en ‘Kick-Start’ og utallige liveoptrædender, hvoraf især 2009-visitten pÃ¥ Roskildes Pavilion Junior-scene blæste publikum omkuld. OvenstÃ¥ende kunne næsten tolkes som poetiske frustrationer.

Fra et marketingperspektiv er københavnerne ogsÃ¥ et hard sell: Et balkanband, der ikke nødvendigvis vil være de todimensionelt tegneserieagtige fest-tændsatser, som genren har masseavlet, selvom ‘GrimyBoy’, gæstet af Swaggerin’ African – i virkeligheden Negash Ali, hvis bredflabede flow her sender tankerne mod San Fran-rapperen Ya Boy – er et møgsejt øksehug i den retning. Tako Lako er ogsÃ¥ eftertænksomme, gÃ¥sehudsfremkaldende og spiller tilmed hvirvlende virtuost med instrumentmusklerne pÃ¥ albummets mange arabesk-krøllede soli. Ognjen Curcic balancerer som forsanger og omdrejningspunkt mellem slivovitz-pumpet sleaze og teatralsk skejen ud, og bandet er heller ikke blege for at bryde geografiske skel, som med lukkeren, den mariachi-agtige ‘Wait in Line’.

Selvom det pÃ¥ papiret sætter sig lidt mellem to stole, koagulerer Tako Lakos debut fint i et unikt mix, som bandet selv kalder ‘psychedelic gypsy beat’. Kun fÃ¥ filler-bidder forhindrer topkarakter, særligt genbruget af ‘Rupa je Rupa’ fra ep’en, her dog i ny ’3.0′-aftapning og sÃ¥ den tommme blæreinstrumental ‘Basket Maker Beat’.