Bliglad

Havde Bliglad haft de kommercielle briller på, kunne de snildt have tweaket reggae-musklen en smule og redet med på dancehall-bølgen, der i sommervarmen har fået røve til at skvulpe landet over. Men østjyderne går egne veje, og med deres tredje langspiller har de i stedet begået et ambitiøst bud på ’Den Store Postmoderne Popplade’.

‘Hjem til Harlev’ kommer genremæssigt vidt omkring. Albummets tre højdepunkter springer sådan rigtigt alvorligt i vejret og bejler i undertegnedes optik alle hårdt til titlen som årets dansksprogede nummer: ‘NarciCity’, singlen ‘Jeg får stress’ og lukkeren ‘Slave af drømmene’ pendulerer alle mellem afrobeat og kosmisk disco, Giorgio Moroder-style, og rummer overrumplende, kluk-morsomme lyrik-prutter som åbnerens linjer: »Jeg spejler mig / i spejlet der / har forelsket sig / i mit over-jeg / Hvor kommer vi fra? / Nar-ci-City! / Hva’ er der der? / Ikke brug for pity«.

Læs anmeldelse: Bliglad ‘Bare spil noget lårt’

Balladen ‘Smelter’ lever højt på Christopher McLaughlins flotte, Horace Andy-agtige fraseringer, men ‘Hjælp’ forekommer totalt malplaceret i førstesinglerollen. Ikke blot er den med throwbacket til Bliglads reggae-rødder ikke specielt repræsentativ for albummet: Den lyder også som en bleg, fortænkt pastiche på bandets fortids-selv.

Men hvem kan stå for selvironien, der udstyrer skiven med et Aarhus-centrisk cover-yin-yang: Gnags’ ‘Går med hunden gennem byen’, her i smadderfunky afro-dressur og Thomas Helmigs infame ‘Det er mig, der står herude og banker på’ i en vrangstrikket udgave? Jeg kan ikke. Og selvom jeg er farvet af bogstavelige gåture med hunden gennem Harlevs gader (Åh, så autentisk!), bør Bliglads horisontudvidende reggae-flugt også appellere ud over den lokalpatriotiske næsetip.