Kitty Wu 'Carrier Pigeons'

Hvis nogen skulle have glemt det, så er danske Kitty Wu her endnu. 11 år efter gennembruddet med ’Privacy’, som førte til flotte anmeldelser og en optræden på Roskilde Festivals Orange Scene, er trioen klar med femte album.

Musikalsk er gruppen stadig eksponenter for angstdreven og indadvendt guitarrock, der på en humørmæssig farveskala svinger fra gråmeleret melankoli til bælgravende mørkt sortsyn. Førstnævnte leveres i en lettere postpunket version på den ganske iørefaldende ’We Go Places’, mens sidstnævnte blandt andet serveres i form af titelnummeret, der nok virker lige lovligt selvhøjtideligt, men alligevel må siges at være imponerende stemningsfuld, de enkle virkemidler – Robert Lunds falset og en simpel guitarfigur – taget i betragtning.

Læs anmeldelse: Kitty Wu ‘Someone Was Here’

Denne gang har Kitty Wu forsøgt at friske deres lyd op med diskrete trommespor og synth, som på ’Involuntary States (Mannequin Arms)’, men det giver desværre ikke helt den ønskede dynamik. Snarere bare lidt letkøbt 90’er-industrial atmosfære.

Danskerne er bedst, når de lader en katarsisfremkaldende guitar fræse igennem og giver sig hen til en af de højtravende melankolske sange, de har haft tæft for siden debutens fantastiske ’I’m Not Going Fast, You’re Going Slow’. Der er noget nøgent og ubestemmeligt over produktionen på albummet, hvilket ikke nødvendigvis behøver være negativt, men alligevel undrer det, at et så rutineret band ikke har formået at skabe en mere helstøbt albumoplevelse.