MNDR 'Feed Me Diamonds'
Det er sådan fifty-fifty. Enten synes man MNDR har fundet en personlig plads på hylden for intelligent electropop, hvor kunstnere som Robyn, La Roux og Charli XCX slår synthede gnister med følsom funklen i neonpallietterne.
Synes man det, er man nok ogsÃ¥ til netop den rÃ¥søde, opdaterede 80′er-lyd og synes, at det er kækt og catchy, nÃ¥r duoen pÃ¥ deres debutplade krydrer med lidt eurotechno pÃ¥ ‘Faster Horses’, eller fremprovokerer pseudonostalgisk, danseglad gÃ¥sehud med den hæse, storladne romantik og de knitrende synths pÃ¥ ‘Waiting’.
Eller ogsÃ¥ er man træt af spraglet neon, nÃ¥r den ikke bæres med samme autoritet og intense personlighed som netop en Roby. Og efter at have hørt albummet igennem et par gange, har man endnu ikke fundet det nummer, man bare er nødt til at høre igen. MÃ¥ske fordi det alligevel forekommer mere popsmart end medrivende, nÃ¥r Amanda Warner for eksempel synger om, hvordan ‘Burning Hearts’ bliver kolde med tiden pÃ¥ et nummer, der ogsÃ¥ køles noget med tiden.
Det er alligevel det indledende enten, der ender med at veje tungest. Den mere nøgne følsomhed fra hittet ‘I Go Away’ findes ikke i overflod, men singlen ‘#1 in Heaven’ bliver ved at være catchy efter flere gange pÃ¥ repeat. Albummet vil gøre sig glimrende som bytursopvarmning hos bÃ¥de poppiger og –drenge, men ogsÃ¥ for electropop-glade hipstere med nedtonet ironi.
