Benjamin Gibbard 'Former Lives'

HØR ALBUMMET HER.
Når man lytter til Benjamin Gibbards første udspil i eget navn, får man på fornemmelsen, at den nylige skilsmisse fra skuespillerinden og She & Him-sangerinden Zooey Deschanel har haft en anselig indflydelse på Death Cab For Cutie- og The Postal Service-ankermandens soloridt. Det tematiske omdrejningspunkt synes nemlig at være kærligheden – det være sig både den euforiske og den smertelige af slagsen.
Gibbards musikalske formsprog er her mindre pompøst og svulstigt end i Death Cab-regi. Ligeledes er de effektive elektroniske fiksfakserier fra The Postal Service gemt af vejen til fordel for et mere rendyrket akustisk og organisk lydbillede. Den akustiske guitar spiller en dominerende hovedrolle, men lydbilledet udvides dog ofte til også at inkludere et klassisk rock-setup bestående af lag af ringlende, elektriske guitarer serveret på en solid bund af bas og trommer. Undervejs bliver der af og til også gjort plads til boblende synth, forskellige typer af percussion og enkelte blæsere. Derved er det som sådan ganske imponerende, hvorledes både den musikalske og tematiske røde tråd tydeligt løber igennem albummets 12 sange.
Læs anmeldelse: Death Cab for Cutie ‘Codes and Keys’
Imidlertid er det kun sjældent, at der er noget i kompositionerne, som bare kradser en lille smule, dér hvor det gør ondt. Og det er altså en kende problematisk, når nu sangene handler om den satans s(v)ære kærlighed. Materialet tager sig simpelthen overordnet alt for pænt og velfriseret ud, til at det for alvor går i hjertekulen, og derved bliver albummet kun sjældent rigtig interessant for andre end inkarnerede Gibbard-fans.