Vi har samlet fem nye Breakin’ Sound-navne, der uden tvivl er din tid værd.
Foto: Niklas Adrian Vindelev
SYND OG SKAM
30% uhæmmet og utæmmet beatpoesi
26% no wave-punket energi
24% slingrende vanvid
20% halvhemmeligt fynsk undergrundskollektiv
Hvad er synd? Er der noget at skamme sig over?
Ikke noget! Nej. Og kvintetten Synd & Skam, der er flagskibsprojektet fra det svendborgensiske undergrundskollektiv Af Med Hovedet, har intet at fortryde. Især ikke når deres fire numre korte debut-ep ‘Blafret ør af kjoler’ allerede blæser sokkerne af anmeldere landet over.
Det lyder lidt avantgarde-artsy og smalt…
Slet ikke, selv om forsanger Asger Hartvigs beatpoetiske lyrik er kronen på et kantet værk. Her er no wave-punket, rastløs energi en masse og kakofoniske, sammenfiltrede westernslagsmål, men også en udsyret melodisk snuhed, der fornemt omslutter lyrikken.
Synd og Skam ‘Svimmel og godt tilpas’
Men hvorfor skal jeg give det en chance?
Fordi Synd og Skam er fascinerende rå, utøjlede, befriende fritfabulerende i deres udtryk og ikke bange for at gøre slingeren i vanvidsvalsen til et adelsmærke. Og så er der teksterne. Den gnistrende ‘Svimmel og godt tilpas’ indkapsler den perfekte brandert, mens ‘Bruce’ kunne lyde som tømmermænd og morgensex dagen derpå.
Jeg skal da også blafres ør så!
Sådan, men du må arbejde for det. Synd & Skams debut-ep kan kun erhverves til koncerter eller i den lille, københavnske pladebutik Insula Music på Blågårds Plads i København. Til gengæld kan du lure den i sin fulde længde på Soundcloud, inden du beslutter dig, ligesom bandets free-folksy, selvbetitlede tyvstart-ep kan hentes kvit og frit fra Af Med Hovedets site.
Tekst: Anders Cold
Fem nye bands du skal høre
Guide AF ,