Marie Fisker

Det er efterhånden tre år siden, at Marie Fisker albumdebuterede, og siden har den stået på en ep og et hav af projekter, hvor hun har kunnet læne sig op af mere erfarne herrer som Steen Jørgensen og Anders Trentemøller. Men på sit andet album viser Fisker, at hun er endnu stærkere, når hun står på egne ben.

Som på debuten tager Fisker os med ind i sit melankolske univers, og denne gang kommer man endnu længere ind i håbløshedens mørke. Instrumenteringen er spinkel, harmonisk og lægger en perfekt bund under hendes smukke vokal, der virkelig får plads til folde sig ud. Enkelte steder, som på ‘Hanoverian Horses’, tager den spartanske instrumentering dog lidt overhånd, og de lange passager kommer til at fremstå langtrukne og søvndyssende, fordi man ikke udfordres nok rent musikalsk.

Læs anmeldelse: Marie Fisker ‘Ghost of Love’

De stærke sange er dem, hvor instrumenteringen spiller en mere fremtrædende rolle og ikke blot bliver en mindre betydelig faktor i baggrunden. På ‘Mirror Mirror’ gives der ganske enkelt mere musikalsk los – og så opstår magien. Tempoet er skruet i vejret, intimiteten brydes og instrumenteringen tvinger en vildskab frem i Fiskers vokal, der klæder hende.

Marie Fisker trækker slutteligt på sine musikalske veksler, og på den strygerbårne ‘Silver Screen’ er Steen Jørgensen hevet med om bord på den melankolske skude. Brikkerne resulterer i et ganske helstøbt album, der for alvor viser Fiskers potentiale, som dog har potentiale til at blomstre endnu mere.