Marie Key 'De her dage'
Marie Key og hendes makker Andreas ‘Maskinen’ Sommer er pÃ¥ mange mÃ¥der et umage par. Det er mødet mellem det krøllede og det strømlinede. PÃ¥ sidste Ã¥rs smÃ¥politiske debut under eget navn fungerede det, men denne gang bliver det for glat.
Den tempofyldte højspændingspop kommer til at glatte udtrykket ud, fordi Keys tekster denne gang ikke er stærke nok til at stÃ¥ imod. ‘PÃ¥ Farten’ og ‘UopnÃ¥elig’ bliver endda sÃ¥ strømlinede, at man næsten tror, det er glathÃ¥rede Medina, man lytter til. Og sÃ¥ bliver det næsten hyklerisk, nÃ¥r ‘Crowd’s kraftige synth peger lytteren direkte i retning af dansegulvet. For bag de tempofyldte dansetoner forsøger Key netop at overtale sin partner til at forsvinde fra festen til et sted, »hvor ingen holder øje med en gnist eller en flamme«.
Læs anmeldelse: Marie Key ‘I byen igen’
Men pludselig afbryder ‘Let som en fjer’ det elektroniske lydtæppe med noget sÃ¥ jordnært som en akustisk guitar og en sjælden dyb vokal fra den lille pige, mens stille, lyse synthflader sniger sig ind uden at komme i vejen. Med en efterfølgende kort fortælling om far pÃ¥ ‘Skagen’ kommer vi endnu tættere pÃ¥, og pÃ¥ halvandet minut formÃ¥r Key og hendes guitar sÃ¥ledes at skabe en skæring, der er bÃ¥de sjov, trist og charmerende. Men et samlet pusterum pÃ¥ fem minutter er ikke nok. Marie Key fÃ¥r ikke lov at skinne, for Maskinen og hans synthesizer glatter hendes krøller ud i stedet for at fremhæve dem. Og det er altsÃ¥ med krøller, at Marie er bedst.
