Navneløs 'Ep'

Der pusles i krogene. Fodtrin over gulvet. Orkestret gør klar. Så sætter blæserne ind: Dybe og summende, luftige og påtaget usikre – der sættes langsomt i gang, men bevægelsen er sikker.

NÃ¥r vokalen knapt to minutter efter bryder ind, fjern og nærværende pÃ¥ samme tid, samler musikken sig til maskinel larm. »Før det bliver blÃ¥t« synges der, og det blÃ¥ kommer rullende som torden med guitar og cello i skyerne, og en fanfare understreger det musikalsk storslÃ¥ede. Allerede pÃ¥ ep’ens indledende nummer fornemmes det, at de unge danskere i Navneløs er et ensemble med en bredt favnende udtryksfuldhed.

Herefter følger ‘Verdens ende’, et paradoksalt bÃ¥de kækt og klagende nummer: Syret, nølende jazz’n'roll møder eksperimenterende dramatik. ‘For dig dreng’ er lunere, mere afdæmpet melodisk med et smukt instrumentalt intermezzo, inden der til slut alligevel bygges en massiv rock-orkestral lyd op.

Lyrisk er bandet ogsÃ¥ rosværdige i deres indrømmede naivitet med enkle tekster, der føles ægte og intelligente uden anstrengelse. »Jeg synger til dig for mig selv«, sÃ¥ enkelt og fint kan det gøres. ‘Solsikker’ er ep’ens massive og storslÃ¥ede rocknummer, der brager igennem, inden der rundes af med den stilsomme piano- og blæserbaserede ‘Gennem grÃ¥t glas og dug’.

Navneløs er en god titulering til et musikalsk ensemble, der eksperimenter, men også bevarer tilgængeligheden. Som er nysgerrige og vover variationer, men stadig er klassiske i grundvolden. Som ikke falder, men svæver elegant mellem flere stole.