Night Moves

Bands som Aerosmith og Mötley Crüe er ofte blevet udpeget som oplagte leverandører af ’stripper-musik’. Umiddelbart lyder det måske ikke som en gruppering alle kunstnere har lyst til at indgå i, men åbningsnummeret ’Headlights’ fra Night Moves’ debutalbum burde alligevel få klodens mere old school-orienterede stripartister til at gribe fat om stangen med fornyet energi. Det sker alt for sjældent, at kosmisk country-rock bliver skåret så ubesværet sexet som ’Headlights’ – ingen simulering er nødvendig her.

Minneapolis-trioen rammer dog ikke kun under bæltestedet. På balladen ’Old Friends’ fremstår bandet som en sydstatssvar på Marc Bolan af lige dele spartansk groove og sumpet slide-guitar. Samme track fremviser også forsanger og guitarist John Pelants’ omskiftelige vokal, der elegant bevæger sig fra munden-fuld-af-tyggetobak-dræven til en falset, der ville gøre bysbarnet Prince stolt.

Når Night Moves sigter efter hjertekulen bliver det indimellem klæbrigt. ’Put Out Your Shoulder’ kunne være optagelserne fra dengang trioen blev shanghajet til et hastebryllup og tænkte sukkersød synthesizer, så ikke et øje forblev tørt. Ligeledes balancerer titelnummeret mellem ultra-softrock og easy listening, mens den akustiske ballade ’Classical Hearts’ på under to minutter ikke når at præsentere andet end sin anstændigt pæne melodi. 

Selv om ’Colored Emotions’ har sine åbenlyse højdepunkter med tracks som ’Headlights’, ’Old Friends’ og ’Country Queen’, må man lette på hatten for, at Night Moves har begået et sammenhængende debutalbum hvis sange sømløst afløser hinanden.

Night Moves. 'Colored Emotions'. Album. Domino.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af