The D.O.T.

Potentialet til et helstøbt popalbum, der tænker ud af boksen og får skabt en mere troværdig udgave af David Guettas dancepop er absolut til stede på debutalbummet for Mike Skinners nye projekt The D.O.T. I samarbejde med sangeren Rob Harvey, fra det temmelig oversete og ukendte Leeds-band The Music, bliver der på albummets første tre skæringer skabt meget dansable og rigtig vellykkede popøjeblikke i samme boldgade som de sidste par album fra The Streets.

’And a Hero’ er saxofondrevet balearisk disco, der med et par velplacerede, distortede synth-hug får skabt opbrud lige inden popmelankolien tager overhånd. ’You Never Asked’ er et opbrudsdrama af den helt klassiske slags, men fungerer fint takket være et intelligent two-step-groove , et velleveret omkvæd fra Clare Maguire og ikke mindst syrehoved-rapperen Danny Brown. Til sidst afsluttes tretrinsraketten med ’Goes Off’, der klarer sig hjem med melodisk electrohouse og et cool stop-and-go-beat.

Læs også: Hør det nye album fra The D.O.T.

Men så er der nærmest heller ikke mere at komme efter. ’Weapon of Choice’ starter godt med sørgmodige strygere på et housebeat, som får én til at spidse øre, indtil Mike Skinner går i gang med at croone og udstiller sine begrænsede evner ud i reel sang. Når teksterne er langt fra hans tidligere The Streets-meritter, og så i øvrigt mestendels bliver lagt i munden på den heller ikke videre interessante Rob Harvey, bliver resten af pladen svær at trække i land. Det lander i noget sødsuppet melankolsk pop, der, trods velproducerede beats inspireret af britiske hiphop- og drum’n’bass-traditioner, bliver mere og mere enerverende at høre på, jo flere gange man spiller pladen.