Django Django – psykedelisk skizofreni

Foto: Malthe Ivarsson
Django Django – psykedelisk skizofreni
3 6

Koncert, Lille Vega

Efter den roste koncert på årets Roskilde Festival, der fik støvet til at hvirvle op under det dansende publikum som en storm i Sahara, skulle Django Django i Lille Vega forsøge at bevise, at deres forfriskende fortolkning af psychrock nu også holder i længden.

Desværre var den musikalske rundrejse fra hjembyen Edinburgh over Det Vilde Vesten til Egyptens ørkensand og forbi en raveklub i London både forhastet og forvirrende. Til torsdagens for længst udsolgte koncert blev vi vidner til en omgang musikalsk skizofreni af den slags, hvor den røde tråd klippes i småstumper adskillige gange undervejs.

Sponsoreret indhold
Til den lyse sommeraften – og dagen derpå
Skål for solskinnet, livet og de lune, lyse nætter. Royal har skabt en ny øl med halvt så meget alkohol, samme gode smag og masser af økologi.
EKSTERNT LINK
Royal Beer

Den britiske kvartet med de enssyede strandskjorter leverede ellers enkelte ekstatiske højdepunkter i form af blandt andet ’Waveforms’, der fik publikum til at overgive sig i det dansende menneskemylder og glemme, hvem de egentlig stod ved siden af lige før. Men i stedet for at lade festen fortsætte hev forsanger Vincent Neff sin akustiske guitar frem til en afdæmpet om end vokalharmonismuk udgave af ’Hand of Man’. Så måtte man tørre dansesveden af panden og straks finde tilbage til sit oprindelige ståsted.

Læs anmeldelse: Django Django ‘Django Django’

Sådan skete det nogle gange, og man kunne ærgre sig over, at Django Django efter et år proppet med koncerter stadig har en underligt usikker fremtoning på scenen, hvilket en håndfuld gange blev suppleret af Neffs venlige, men ret malplacerede »Tack så mycket« til det danske publikum.

Intet af dette kunne dog tage brodden fra den trio af sange, der afsluttede settet efter godt en time og alligevel sendte os ud i den efterårskolde nat med et syret smil på læben.

Koklokkerne blev pakket væk for en stund, og med ’Default’ fik vi moderne psychrock’n’roll, efterfulgt af den iørefaldende ’Life’s a Beach’, før en filmisk version af ’Wor’ til sidst gav fornemmelsen af, at Django Django med deres bemærkelsesværdige hittepåsomhed utvivlsomt har en plads på musikscenen. De skal bare forbedre live-opbygningen af deres psykedeliske udskejelser.