Solange

Solange - True
4 6
Solange
'True'

Album, Terrible Records

Det er svært ikke at stå bare lidt i skyggen af sin søster, når denne hedder Beyoncé. Solange har selv en vokal, der vil frem i verden, men har indtil nu kæmpet lidt med at finde sit ståsted i den musikalske verden.

Ep’en er Solanges første udgivelse siden albummet ’Sol-Angel and the Hadley St. Dreams’ fra 2008, og Knowles-søsteren har her slået sig sammen med altmuligmand Devonte Hynes til en lille charmerende ep med skæv r’b’n og sprudlende pop.

Solange lyder som en kunstner, der har fået solid jord under fødderne, og Blood Orange/Lightspeed Champion-bagmand Hynes virker til at have fundet en sangerinde, hvis vokal for alvor kan leve op til de absurd groovy og let retroklingende popvibes, han så let ryster ud af ærmet.

Læs også: Top Track: Solange ‘Losing You’

Intet topper den fuldstændig fantastiske single ’Losing You’, dens lille skrig af et sample og bobbede synthtema, men også ’Locked In Closets’ er spændende i sin afart af funky fremtidssoul. ’Bad Girls’ er et værdigt forsøg på en ballade, og ’Lovers in the Parking Lot’ en slags 2012-udgave af Mariah Carey.

’True’ er et fornemt eksempel på, hvordan man laver rendyrket pop, uden at det kommer til at lyde generisk eller hitliste-fokuseret. Solange halter stadig efter storesøster Bey, men har nu taget et stærkt, identificerende skridt ud af skyggen. Det skal blive mere end spændende at høre, hvad der kommer til at ske på det album, der er planlagt i 2013.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold